Merete Mærkedahl brændte ud
Det har altid været en drøm for Merete Mærkedahl at være en del af Cirkusrevyen. Sidste år måtte revystjernen dog trække sig, men nu er hun stærkt tilbage
Sidste år blev Merete Mærkedahl af personlige årsager nødt til at trække sig fra den igangværende sæson af Cirkusrevyen.
I år er hun tilbage med ny energi efter en tiltrængt pause.
- Jeg giver mig selv 110 procent i de projekter, jeg går ind i, så jeg har brug for at koble af i nogle perioder, for ellers brænder jeg ud, fortæller hun på et pressemøde forud for den forestående sæson af Cirkusrevyen, der har premiere 12. maj.
For nylig stillede Merete Mærkedahl op i et stort interview med TV 2.
Alt godt igen
Her fortalte den 40-årige skuespillerinde, hvordan arbejdsmæssigt pres, en ubearbejdet sorg over tabet af sin mor og en kontrakt, hun ikke kunne komme ud af, var ved at skubbe hende ud over kanten.
Efter 133 forestillinger i Cirkusrevyen måtte hun trække sig.
- Jeg kan ikke løbe hele tiden, fortæller hun på pressemødet og fortsætter:
- Nu har jeg holdt lidt pause, så jeg regner med, at alt er godt igen. Jeg fik lov til at komme tilbage, og det er jeg megaglad for. Jeg føler mig super klar til at sende Lisbet godt afsted.
Kom hjem med energi
Skuespillerinden lover et brag af en forestilling, der skal sende Danmarks revydronning Lisbet Dahl godt afsted, da hun, når denne sæson er afsluttet, stopper efter 34 år i Cirkusrevyen.
Selv om Merete Mærkedahl blev nødt til at trække sig fra sidste sæson, var det alligevel en god oplevelse af være en del af revyen.
- Der var ikke en aften, hvor jeg gik hjem og synes, det var røvsygt. Jeg gik derfra med endnu mere energi, end jeg kom med. Og det er da fantastisk, lyder det fra Badehotellet-stjernen.
Føler sig privilegeret
For Merete Mærkedahl, som blandt andet er kendt for sin sejr i "Vild med dans" og for sin rolle som Otilia i "Badehotellet", er det en stor ære at være en del af landets største revy.
- Det er nogle gange lidt svært at forstå. Jeg føler mig meget privilegeret over, at jeg får lov til at være en del af den familie.
Selv om Merete Mærkedahl endnu har til gode at opleve en hel sæson i Cirkusrevyen, er hun ikke længere den nye i klassen.
Aflyst af corona
Cirkusrevyen får nemlig en ny debutant i år. Det drejer sig om den 42-årige skuespiller Carsten Svendsen, der i 2017 blev kåret til Årets Revytalent.
Carsten Svendsen skulle egentlig have medvirket i Cirkusrevyen i 2020, men den blev aflyst grundet af coronapandemien.
Cirkusrevyen 2022 får premiere den 12. maj.