Mere strøm og nye kabler til Esbjerg havn
SE fremtidssikrer elinfrastrukturen på Esbjerg Havn, herved sikres det at væksten og aktiviteterne på havnen kan fortsætte i mange år fremover. Arbejdet påbegyndes midt i august og vil strække sig frem til november måned.
Et stigende behov for strøm på havnen i Esbjerg og et udfald tidligere på året er årsagerne til, at SE nu udskifter de gamle elkabler på flere strækninger af havneområdet:
– For SE handler det om, hele tiden at sikre kunderne den allerbedste service. Presset øges konstant på elnettet på blandt andet Esbjerg havn. Det er naturligvis en udvikling, som vi hos SE er vældigt glade for, men det betyder også, at vi kan se ind i en periode, hvor vi bliver nødt til at gennemføre en hel del gravearbejde på havnen, for at fremtidssikre elnettet, der forsyner havnens mange virksomheder og aktiviteter med strøm, fortæller Torben Poulsen, underdirektør SE Energinet.
Hos SE sætter vi en ære i at kunne tilbyde så høj en forsyningssikkerhed som muligt, og det lykkedes sidste år, at minimere den tid som SE’s andelshavere i gennemsnit måtte undvære strømmen til ca. 12,7 minutter, hvilket er ca. 40 % under landsgennemsnittet på ca. 21 minutter.
Første strækning graves i august måned
Renoveringsprojektet på Esbjerg Havn påbegyndes midt i august måned og vil vare frem til november. Der bliver tale om gravearbejde i tre etaper. Under renoveringsarbejdet vil der blive foretaget gravearbejde på følgende strækninger i havneområdet:Fiskebrogade, H.E. Bluhmes Vej, Adgangsvejen, Estrupvej, Østre Havnevej, Toldbodvej og Stormgade.