Mennesker skræmmer sælungers mødre væk

Ser man en lille sælunge ligge alene på en strand, er det vitalt at holde sig langt væk fra den.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er langt fra usædvanligt at spotte en sælunge ligge alene på en strand her i sommermånederne. Men selv om det kan virke barskt for mange, så er der meget sjældent grund til bekymring. Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

– Når man ser en sælunge på stranden, er det vigtigt at holde rigtig lang afstand til den. Sæler er så følsomme overfor mennesker, at sælmor ikke tør at nærmere sig sin unge, hvis der er mennesker tæt på, siger Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

Michael Carlsen fortæller også, at det ikke er ualmindeligt, at en sælunge bliver midlertidig væk fra moderen, og at den er derfor ligger alene på stranden. Han forklarer desuden, at mor og unge stort set altid finder hinanden igen. Altså med mindre de bliver forstyret af mennesker.

– Selvom en sælunge i mange tilfælde er blevet væk fra sin mor, når den ligger alene på kysten, må man ikke nærme sig den. Mennesker for tæt på er en af de hyppigste årsager til efterladte sælunger henover sommeren, siger Michael Carlsen.

Vi må ikke forstyre sælerne

Menneskelige tilnærmelser og støj forstyrrer simpelthen sæler i deres hvileperioder. Derfor kan en sælunge blive permanent efterladt, hvis der er mennesker omkring den.

– En unge af spættet sæl passes kun af sin mor i tre-fire uger og i løbet af den tid skal ungen nå mindst at fordoble sin vægt. Det er altså enormt vigtigt, at ungen får alle sine måltider, så den kan udvikle sig mest muligt. Hvis en unge bliver adskilt fra sin mor for tidligt, kan det få fatale konsekvenser, siger Michael Carlsen.

Kan man se, at sælen har synlige skader, er den i nød. I det tilfælde er det vigtigt at kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812.

Powered by Labrador CMS