Melder ud efter chokskade

Nikolaj Jacobsen har ikke fået de bedste melding om Mathias Gidsels skade, oplyser landstræneren

Det ser ikke for godt ud med Mathias Gidsels skade, oplyser landstræner Nikolaj Jacobsen
Det ser ikke for godt ud med Mathias Gidsels skade, oplyser landstræner Nikolaj Jacobsen
Offentliggjort Sidst opdateret

Omfanget af Mathias Gidsels knæskade kendes endnu ikke, efter at den 22-årige højre back udgik i smerter af søndagens bronzekamp mod Frankrig ved EM.

Efter at have brændt sit første og eneste forsøg i kampen faldt Gidsel til gulvet i et solouheld.

Der var spillet et minut af kampen, og Gidsel kom ikke tilbage. Nu skal skaden undersøges, fortæller landstræner Nikolaj Jacobsen.

- Det er ikke de bedste meldinger, vi har fået. Jeg kan ikke sige så meget lige nu. Nu må vi vente og se, og så må Mathias få undersøgt knæet for at finde ud af, hvad der nøjagtigt er sket.

- Han er selvfølgelig rigtig ked af det. Nu skal vi nok få lidt humør på ham, og så må den unge mand tænke positivt, indtil der er faldet en afgørelse, siger landstræneren.

Gør indtryk på holdkammerater

Gidsel var udset en nøglerolle i bronzekampen, som Danmark vandt 35-32 i forlænget spilletid.

Men i stedet måtte han have hjælp af sundhedsstaben på sidelinjen, før han blev ledsaget i omklædningsrummet.

Situationen gør indtryk, beretter holdkammeraten Niklas Landin.

- Jeg er utrolig ærgerlig over, at det sluttede for ham. Nu var han godt nok glad for, at vi sluttede med tredjepladsen, så det ikke var helt forgæves.

- Men nu må vi vente at se, hvad skanningen siger. Men han var meget nedtrykt, så det var jeg utrolig ked af at se, siger målmanden.

Kom på all-star-hold

Gidsel var heller ikke på banen, da danskerne efter opgøret blev hyldet for deres indsats.

Her blev det også fremhævet, at Gidsel havde tilspillet sig en plads på turneringens all-star-hold som højre back.

Gidsel fik sin slutrundedebut ved VM i Egypten sidste år og har dermed allerede vundet en medalje ved både VM, OL og EM.

Nu går der knap et år, før Danmark igen står ved en slutrunde, når der afholdes VM i Polen og Sverige.

Blå bog: Nikolaj Jacobsen

* Navn: Nikolaj Bredahl Jacobsen.

* Født: 22. november 1971 - 49 år.

* Job: Landstræner for herrelandsholdet i håndbold.

* Privat: Gift med Lenette og far til Freja, Sille og Linus.

Karriere som spiller:

* Position: Fløjspiller.

* 1991-2003: Det danske landshold - 148 kampe og 584 mål.

* 1984-1997: GOG (ungdom og senior).

* 1997-1998: Bayer Dormagen.

* 1998-2004: THW Kiel.

Kilde: Ritzau
Powered by Labrador CMS