Mekaniker afslører: Her ruster din bil først
Rusten kommer ofte, når kulden kommer. Her kan du se, hvad du skal gøre - selv.
Kalenderen lyver ikke. Vinteren er på vej. Det samme er kulde, sne og slud. Den slags er skidt for den firhjulede, der således er mere udsat for at komme til at ruste. Sådan lyder meldingen fra Lars Kiholm, der er teknisk chef hos Applus Bilsyn.
I en pressemeddelelse præsenterer han de steder, der er mest udsat.
– Bremserørene, der hvor bremsevæsken løber igennem, så bilen kan bremse, er et af de første steder, hvor rusten får en økonomisk konsekvens, siger han. Løsningen er – ikke overraskende – tidlig rustbeskyttelse.
I galleriet over artiklen kan du se andre steder, der især er udsat for rust.
– Kom i gang med rustbehandlingen så hurtigt som muligt. Behandler man på en flade uden rust, sidder behandlingen bedre fast og dækker helt. Alle biler undervognsspules med en højtryksrenser, før de rustbeskyttes. Herefter luft- og varmetørrer man dem og sprøjter de rustbeskyttende additiver på, siger Lars Kiholm.
I en undersøgelse med 1404 bilejere, som Applus har lavet, svarer to ud af tre, at de har fået bilen rustbeskyttet på et eller andet tidspunkt. Hver tredje svarer til gengæld, at de “frygter rustskader, hvis de kører igennem vinteren, uden at bilen er tilstrækkelig rustbeskyttet”.