Megabøde og 13 sure smiley’er til samme virksomhed
Helsekost-formaet Wellvita i Esbjerg er igen i Fødevarestyrelsens søgelys og får en megabøde plus en sur smiley - det er i øvrigt den 13. til samlingen.
Et bødeforlæg på 30.000 kroner samt en sur smiley.
Det er hvad helsekost-firmaet Wellvita i Esbjerg har fået efter Fødevarestyrelsens seneste kontrolbesøg.
Og de sure smiley’er er tilsyneladende noget, man samler på hos Esbjerg-firmaet. Ifølge en opgørelse fra Jyllands-Posten er det nemlig sur smiley nummer 13 i rækken – på bare 27 kontrolbesøg i alt.
Dertil kommer en række mindre fornøjede smiley’er plus nogle af de stor-smilende.
Sygdoomsanprisning
Årsagen til den seneste sure smiley og bøden på de 30.000 kroner er markedsføringen af virksomhedens produkter Stærk D-vitamin, Prostabona og Artroform.
I forhold til Stærk D-vitamin skriver Wellvita i sin markedsføring: “Hvem har brug for D-vitamin – personer med øget risiko for Osteoporose” og det er ifølge Fødevarestyrelsen en overtrædelse af reglerne, da det er en såkaldt “sygdomsanprisning”. Man må nemlig ikke love, at kunderne kan blive helbredt for knogleskørhed og andre sygdomme.
Ifølge Fødevarestyrelsens kontrolrapport blev markedsføringen ændret under kontrolbesøget.
Samtidig anfægter Fødevarestyrelsen markedsføringen af prostabona på virksomhedens hjemmeside og i en annonce i Jyllands-Posten den 23. oktober 2017. Her beskrives symptomer på en forstørret prostata og problemer med vandladning/nattisseri. Dette er ifølge Fødevarestyrelsen også en ulovlig “sygdomsanprisning”. Man må nemlig ikke angive, at et kosttilskud kan afhjælpe forstørret prostata.
Også i forhold til produktet Artroform er der problemer. Wellvita bruger anprisningen “Ekstrakt af gurkemeje bidrager desuden til at afhjælpe ømme led”, hvilket heller ikke er ok.
Tromler virksomheden ned
Newsbreak.dk har forsøgt at komme i kontakt med Wellvita, men efter at have været på standby i telefonen i et par minutter fortæller en telefonsvarer, at det på grund af unormal stor travlhed ikke er muligt at betjene henvendelsen.
Direktør Claus Toft Glerup fra Wellvita har imidlertid sagt til Jyllands-Posten, at Fødevarestyrelsen har tromlet hans virksomhed ned, og at man efter bedste evne prøver at arbejde under de meget komplekse regler, der er. Han mener, at Fødevarestyrelsens nidkærhed er latterlig.