Mega-klam restaurant får bøde og sur smiley
Mona Lisas smil er stivnet. I hvert fald i Odense.
Opdatering, lørdag 23. november:
Newsbreak.dk har nu været i kontakt med Mona Lisas bestyrer, Ole Bang.
I har fået en sur smiley. Det er jo langt fra første gang?
– Ja, men denne gang var de lige skarpe nok, siger han til Newsbreak.dk.
Mener du, I godt kan finde ud af at drive restaurant?
– Ja. Det går fantastisk. Vi kan ikke få armene ned. Vi har lige fået Gazelleprisen.
Ole Bang siger, han ikke underkender Fødevarekontrollens arbejde, men understreger også, at han altså denne gang synes, den gik for langt.
Han agter at betale bøden.
– Ringer du igen, når vi har får en glad smiley, slutter han med et grin.
Original artikel:
Der kan næppe være nogle restauranter i Danmark, der holder af sure smileyer hængende ved indgangspartiet.
Omvendt kan man næsten foranlediges til at tro netop det, når det drejer sig om Ristorante Mona Lisa i Brandts Passage i Odense.
Den har – igen – fået en sur smiley. Med den også en bøde på 15.000 kroner.
Artiklen fortsætter under videoen
Newsbreak.dk har tidligere omtalt den lange række af de nedadvendte mundvige: September 2017, november 2017, december 2017 og juni 2018.
Herefter er det som om, restauranten gik en bedre – og renere – tid i møde. I hvert fald var der mellem august 2018 og juni 2019 kun glade ansigter at finde på kontrolrapporterne – og dermed også i restauranten.
Utilstrækkeligt
Nu er det som om, den gode stime er slut.
Fødevarekontrollen var 12. november forbi Brandts Passage. Det havde rengøringen til gengæld ikke været, hvis man skal tro ordlyden i kontrollens rapport.
Heri står der, at køkkenet generelt ikke fremstår tilstrækkeligt rengjort.
“Under opvaskebord og opvaskemaskine fremstår gulv, væg, fuger, rør, under bordplade samt under vasken med synlig gule og mørke belægninger af fedt og snavs, fuge ved opvaskevask fremstår med sort skimmellignede belægning og indtørret produktrester”, står der blandt andet.
Derudover nævnes der, at der i juni 2018 var en sanktion for samme forhold.
Flere steder
Ydermere nævnes, at lokaler med fødevarer skal holdes i god stand. Også her falder Mona Lisa igennem. Det samme gør kølerummet.
“Hylder på reol ved køle-og frostrum er ikke fremstillet i et vaskbart materiale og fremstår med plamager af indsuget væsker”, lyder det.
Hele miseren koster altså i denne omgang 15.000 kroner.
Newsbreak.dk har været i kontakt med restauranten for en kommentar. Medarbejderen vil give vores forespørgsel videre til sin chef.
Han er endnu ikke vendt tilbage.