Medina sænker prisen på sommerhuset
Trods massiv interesse for Medinas sommerhus i nordsjællandske Vejby har ingen været interesseret i at betale udbudsprisen.
Det tager popdronningen nu konsekvensen af.
Prisen på det 104 kvadratmeter store sommerhus, som hun tidligere ejede i fællesskab med ekskæresten Christopher, er sat 200.000 kr. ned, så det nu koster knap to millioner kroner at købe ejendommen. Det skriver Boliga.dk.
For pengene får en kommende køber adgang til et hvidmalet træsommerhus med brændeovn, terrasse og to gæsteværelser, og stranden ligger blot 350 meter væk.
Selv med et prisnedslag på 200.000 kr., er der stadig udsigt til en pæn gevinst, hvis Medina får solgt huset til udbudsprisen. Da hun købte boligen i 2013, betalte hun ifølge Boliga blot 1,3 mio. kr. for herligheden.
Fik lille plus
Medina fik tidligere i år solgt sin lejlighed i Jægergårdsgade i Aarhus. Efter et års ventetid slog en køber til og erhvervede sig den 67 kvadratmeter store bolig i det centrale Aarhus for 1.840.000 kroner, hvilket – i forhold til købsprisen – gav et lille plus på 42.000 kr.
Medina har boet et væld af forskellige steder gennem de seneste år, blandt andet på Havneholmen på Vesterbro, i rigmanden Christian Kjærs lystgård i Nordsjælland og i en penthouselejlighed på Halmtorvet på Vesterbro.
I øjeblikket bor hun på Islands Brygge.