Medie: Nordkorea har prøveaffyret endnu et missil
Affyring af missil kommer, dagen efter at Sydkorea og USA besluttede at opstille missilforsvarssystem.
Nordkorea har lørdag angiveligt prøveaffyret et ballistisk missil fra en undervandsbåd.
Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap. Nordkorea har ikke kommenteret informationerne.
Ifølge militæret i Sydkorea lader affyringen til at være gået galt i den indledende fase.
Affyringen kommer, dagen efter at USA og Sydkorea besluttede at indsætte et avanceret missilforsvarssystem i Sydkorea i den nærmeste fremtid.
Systemet skal være et værn mod “truslen” fra Nordkorea, fremgik det ifølge Reuters af udtalelser fra de to landes militærchefer.
Onsdag påkaldte USA sig den nordkoreanske leder, Kim Jong-uns, vrede ved at indføre sanktioner mod ham og andre højtstående personer i det lukkede land for påståede brud på FN’s menneskerettigheder.
– Under Kim Jong-un begår Nordkorea fortsat uacceptable uhyrligheder mod millioner af mennesker, sagde Adam J. Szubin, en højtstående embedsmand i USA’s finansministerium.
Det udløste en skarp reaktion fra udenrigsministeriet i Pyongyang, som kaldte det en “krigserklæring” og en “hæslig forbrydelse” ifølge det statslige nyhedsbureau KCNA.
Nordkorea lovede, at der vil komme en skarp gengældelse mod USA for denne “værste fjendtlige handling nogensinde”.
Nordkorea er underlagt internationale sanktioner som konsekvens af landets atomprogram, prøvesprængninger og raketaffyringer.
Efter flere forgæves forsøg de seneste måneder lykkedes det angiveligt Nordkorea i juni at affyre et såkaldt Musudan-missil med en vis succes. Missilet nåede 400 kilometer ud over Det Japanske Hav, før det styrtede ned.
Missilet er en type mellemdistance-missil, der teoretisk kan tilbagelægge en distance, som gør det muligt for nordkoreanerne at ramme Japan og det amerikanske territorium Guam.
Lørdagens prøveaffyring er ifølge nyhedsbureauet Reuters blevet kaldt en “udfordring af FN’s Sikkerhedsråds resolutioner” af Japans premierminister, Shinzo Abe.
Han mener dog ikke, at den ændrer noget for Japans nationale sikkerhed.
– Vi bør fordømme affyringen på det stærkeste ved at samarbejde med det internationale samfund, siger han.
/ritzau/