Medie: Meyer og Løgismose fusionerer

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

En kapitalfond står bag planer om at købe virksomhederne, der tilsammen har en værdi på 800 millioner kroner.

To af Danmarks førende virksomheder inden for mad og gastronomi bliver ifølge Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans snart til ét.

Det drejer sig om den fynske gourmetkoncern Løgismose og dele af den kendte kok Claus Meyers madimperium.

Det er ifølge Finans kapitalfonden IK Investment Partners med hovedsæde i London, der er ved at afslutte et opkøb af de to virksomheder for at fusionere dem og dermed skabe en slagkraftig gastronomisk koncern.

Ingen af de to virksomheder har kommenteret historien, men flere anonyme kilder bekræfter, at handlen er på vej mod en afslutning.

– Der er masser af synergier i de to selskaber, og de har hver især store individuelle kompetencer, som de kan trække på. Handlen blev godkendt af investorerne i sidste uge, lyder det ifølge Finans fra en kilde “med indgående kendskab til processen”.

Hvis fusionen bliver en realitet, vil den få en samlet værdi på omkring 800 millioner kroner.

Claus Meyer har i årtier sat sit præg på det gastronomiske landskab i Danmark. Han fik sit gennembrud som tv-kok, men har siden fået succes med blandt andet restaurant Noma, som han er investor i, og Meyers Deli, som sælger delikatesseprodukter.

Løgismose er måske nok mest kendt for at levere produkter til Netto, men står også bag Falsled Kro på Fyn og Kong Hans Kælder i København.

IK Investment Partners er blandt andet støttet af Dansk Vækstkapital, der har investeret omkring 300 millioner kroner i kapitalfondens seneste fond, som har et samlet kapitaltilsagn på 10 milliarder kroner og ifølge Finans skal stå for opkøbet af de to danske gastronomiske flagskibe.

Ifølge oplægget til opkøbet ser IK Investment Partners gerne, at Claus Meyer forbliver medejer af den fusionerede koncern.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS