Medie: Må forlade Rusland
Ifølge The New York Times kan spillere som Anders Dreyer spille for en anden klub resten af sæsonen
Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) vil ifølge The New York Times tillade udenlandske spillere at bryde deres kontrakter med russiske klubber.
Avisen skriver, at spillernes kontrakter midlertidigt vil blive tilsidesat, så spillerne frem til 30. juni kan skrive under med andre klubber.
Det sker som følge af Ruslands invasion af Ukraine og får i så fald betydning for de danske fodboldspillere Anders Dreyer og Oliver Abildgaard, som dermed kan forlade Rubin Kazan for en stund.
Fifa har ikke selv bekræftet initiativet, som ikke svarer helt til det ønske, Den Internationale Spillerforening (Fifpro) og World Leagues Forum i et fælles brev havde fremsat ifølge The New York Times.
Spillerne fik lov
Her krævede organisationerne, at spillerne fik lov til at forlade de russiske klubber permanent.
Alle russiske klubber og landshold er udelukket fra internationale turneringer på ubestemt tid af Fifa og Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) på grund af invasionen.
Det betyder blandt andet, at Rusland ikke får mulighed for at kvalificere sig til dette års VM, og russerne har derfor sendt sagen til sportsdomstolen CAS.
Mens basketballspilleren Gabriel "Iffe" Lundberg, håndboldspilleren Kathrine Heindahl og ishockeyspilleren Philip Larsen har forladt deres russiske klubber, efter at invasionen er begyndt, har det ikke stået klart, hvorvidt de danske fodboldspillere kunne komme ud af deres kontrakter.
Hun vil hjælpe
Senest fortalte kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i et interview med TV3 Sport, at hun ville hjælpe med at få danskerne ud.
- Som minister forsøger jeg at appellere til, at hvis og såfremt man skulle have lyst til at komme ud af sin kontrakt i den givne situation, så kommer Den Internationale Sportsdomstol ikke til at retsforfølge.
- Det bruger jeg min stemme på, og det sørger jeg også for at finde international opbakning til, sagde hun søndag til tv-stationen.
Ud over Dreyer og Abildgaard er den danske offensivspiller Younes Namli ejet af en russisk klub. I indeværende sæson er han dog udlejet fra FK Krasnodar til hollandske Sparta Rotterdam.