Medie: Kommission anbefaler genåbning

Onsdag er der møde blandt Folketingets partier om corona. Minister vil åbne kulturliv så hurtigt som muligt

Jyllands-Posten skriver, at epidemikommissionen vil anbefale at åbne blandt andet teatre.
Jyllands-Posten skriver, at epidemikommissionen vil anbefale at åbne blandt andet teatre.
Offentliggjort Sidst opdateret

Epidemikommissionen anbefaler, at teatre, biografer, museer og biblioteker kan genåbne fra 17. januar. Det viser Jyllands-Postens oplysninger fra flere kilder.

Kommissionen rådgiver regeringen og Folketinget i spørgsmålet om corona. Det er dog i sidste ende en politisk beslutning, om det sker. Den træffes i Folketingets Epidemiudvalg.

Onsdag skal Folketingets partier mødes for at snakke om mulige lempelser af restriktionerne, der gælder i øjeblikket.

Forud for det møde har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tirsdag fortalt TV 2 om sit syn på kulturområdet og de gældende restriktioner:

- Regeringens udgangspunkt er, at vi skal kunne åbne så meget som muligt inden for kulturlivet så hurtigt som muligt, lyder det.

Han fortalte her, at han havde bedt Epidemikommissionen om at vurdere de enkelte restriktioner. Dens anbefaling ser altså ud til at være på vej.

Eksperter skal vurdere

Den skal dog også igennem uafhængige eksperter, fortalte han, før der kommer en indstilling til regeringen. Den lægger han dog op til at følge.

- Det mener jeg, er det kloge i denne situation, siger han til TV 2.

Mens der altså kan være godt nyt på vej til kulturlivet, anbefaler kommissionen dog ifølge Jyllands-Posten stadig restriktioner i nattelivet.

Blandt andet landets biografer, spillesteder, teatre, museer og kunsthaller blev lukket ned fra 19. december i fire uger på grund af stigende coronasmitte.

Frustrationer

At det endnu ikke er blevet besluttet, om de snart kan åbne igen, frustrerer flere teatre, som fortæller til Ritzau, at de har brug for vished.

- Vi står og er parate til at spille på søndag. Men fordi vi intet ved, kan vi komme i en situation, hvor vi igen skal aflyse forestillinger for en masse gæster med en til to dages varsel, sagde Lotte Undén, kommunikationschef på Folketeatret, til Ritzau tirsdag inden udmeldingen fra Heunicke.

Powered by Labrador CMS