Medie: Grækenland har betalt milliardgæld til IMF
Grækenland nåede det: Gælden er betalt
Der har hersket stor usikkerhed, om det kriseramte Grækenland formåede at overholde tidsfristen torsdag den 9. april, hvor landet skulle betale 450 mio. euro svarende til 3,36 mia. kr. til Den Internationale Valutafond (IMF).
Men pengene er fundet og betalt. Det skriver nyhedsmediet Bloomberg.
»Regeringen har opfyldt sin forpligtelse til at betale IMF omkring 450 millioner euro,« skriver Bloomberg, der har oplysningen fra en unavngiven embedsmand fra det græske finansministerium.
Den græske finansminister, Yanis Varoufakis, lovede søndag på et møde med Christine Lagarde, chef for IMF, at Grækenland ville gøre alt for at leve op til sine forpligtelser over for sine kreditorer. Herunder altså at betale de 450 mio. euro torsdag til IMF.
Med dagens betaling har grækerne dog ikke tid til at læne sig tilbage og slappe af. Allerede tirsdag den 14. april skal landet stå klar med en ny afbetaling på sin gæld; denne gang 420 mio. euro. Dertil kommer, at landet i næste måned skal afdrage hele 950 mio. euro til IMF.
Det kriseramte land er blevet stillet i alt 7,2 mia. euro i udsigt fra eurozonen og IMF, og de falder på et tørt sted, for den græske statskasse står til at løbe tør for penge, hvis ikke det nye lån udbetales.
Lånet er dog betinget af, at den nye regering indfører en række reformer. Ifølge flere nyhedsbureauer sendte Grækenland onsdag aften en omfattende liste over planlagte tiltag, der skal reformere landets økonomi til EU, IMF og Den Europæiske Centralbank.