Medie: EM bliver udskudt
Financial Times erfarer, at Uefa udskyder EM i fodbold. Flere andre medier har tidligere erfaret tilsvarende.
EM i fodbold bliver udskudt af Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa. Det erfarer avisen Financial Times mandag aften.
Uefa skal tirsdag diskutere forskellige forslag på et krisemøde og vil over videoforbindelse tale med alle 55 medlemslande. Uefa vil også tale med klubber og repræsentanter for spillerne.
Financial Times skriver, at Uefa vil udskyde EM, så de europæiske ligaer kan afslutte sæsonerne. Ligaerne er lige nu sat på pause på grund af udbruddet af coronavirus.
– EM vil blive udskudt i et forsøg på at give kontinentets nationale ligaer mulighed for at afslutte sæsonerne og undgå flere milliarder euro i tab, siger flere kilder tæt på sagen, skriver avisen.
Uefa har ikke ønsket at kommentere sagen over for Financial Times.
Tidligere har andre medier erfaret lignende.
Senest skrev den britiske avis The Telegraph lørdag, at Uefa overvejede at flytte sommerens slutrunde, så den blev afviklet i december.
I torsdags skrev den franske avis L’Équipe, at Uefa ville udskyde sommerens EM til 2021 – altså et helt år. Financial Times skriver ikke, hvornår EM i givet fald skal afvikles.
To muligheder
Flere andre medier har også skrevet om en mulig EM-udskydelse, og mandag beretter den tyske tv-kanal ZDF, at der er to muligheder.
Den ene er at skubbe EM til sommeren 2021. Den anden er at skubbe EM til senere på året.
Men hvis europamesterskabet skal spilles i sommeren 2021, vil det kræve, at Uefa forhandler en aftale på plads med Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), som har planlagt et stort klub-VM i Kina på det tidspunkt.
Desuden skal der efter planen afholdes VM for kvinder fra 7. juli til 1. august i England.
Fifa ønskede ifølge AFP mandag aften ikke at kommentere sagen.
Efter planen skal EM begynde 12. juni med en åbningskamp i Rom.
København er en af 12 værtsbyer, der skal stå for slutrunden. Danmark er i gruppe med Finland, Rusland og Belgien ved slutrunden.