Medfange når frem til Breiviks enecelle med dødstrusler
Var det ikke for døren mellem os, ville jeg slå dig ihjel, beskriver Breivik i et brev sin medfanges trussel.
En medfange i et norsk fængsel slap gennem sikkerhedsforanstaltninger og nåede frem til et sikret område, hvor den terrordømte nordmand Anders Behring Breivik sidder indespærret.
Her råbte medfangen dødstrusler efter Breivik, som har fået en forvaringsdom og råder over flere rum – totalt afskåret fra andre indsatte.
Det skriver den norske avis Aftenposten om episoden, der skal have fundet sted for to måneder siden.
Den 36-årige terrordømte nordmand er placeret under ekstraordinært højt sikkerhedsniveau i Telemark-fængslet i Skien.
I et brev fra Breivik, som Aftenposten har modtaget, skriver den dømte, at en indsat i fængslet havde held til at slippe fra gården i sin afdeling og frem til sikkerhedsafdelingen.
Der hamrede han ifølge Breivik på døren gentagne gange og råbte trusler:
– Var det ikke for døren mellem os, ville jeg slå dig ihjel, råbte medfangen.
En fængselsleder, Karl Hillesland, bekræfter hændelsen, men han understreger samtidig, at der ikke var fare for fysisk kontakt.
Breivik er totalt afskåret fra at se og tale med andre fanger.
Anders Behring Breivik blev dømt til forvaring for 22. juli 2011 at have dræbt 77 personer i Oslo og på Utøya.
I februar valgte den terrordømte at fyre sin advokat Geir Lippestad, som også var hans forsvarer i sagen. I stedet har han hyret Øystein Storrvik som sin advokat.
/ritzau/NTB