McDonalds øverste boss smutter efter horribelt år
Det går skidt for fast food-giganten McDonald’s
McDonald’s har taget konsekvensen af burgerkoncernens nedgang og har sagt farvel til topchef Don Thompson, som har stået i spidsen for koncernen i under tre år.
Don Thompson bliver erstattet af 48-årige britiskfødte Steve Easterbrook, som indtil marts fungerer som McDonald’s chief brand officer. Den nye topchef har arbejdet for McDonald’s siden 1993.
McDonald’s har ikke givet nogen forklaring på udskiftningen på topposten, men burgerkæden befinder sig i en af de værste tilstande i selskabets historie. De seneste to år er omsætningen faldet, specielt på det vigtige amerikanske marked. Nettoresultatet faldt sidste år med næsten 15 procent til 4,76 milliarder dollar, svarende til ca. 31,4 milliarder kroner.
McDonald’s-aktien har stort set heller ikke rørt på sig, siden Don Thompson tog over i 2012. Til gengæld steg aktien med næsten 3 procent efter nyheden om topchefens exit.
»Det er hårdt at sige farvel til McDonald’s-familien,« udtaler Don Thompson i en meddelelse og tilføjer, at der er en tid for alting.
Ifølge John Gordon, restaurantkonsulent hos Pacific Management Consulting Group formåede den afgående direktør ikke at vise sit værd for McDonald’s.
»Don faldt fatalt bagud de seneste par år,« siger han til Wall Street Journal.