McCain er ny magtfuld stemme i Senatet
Efter valgsejr ventes republikaneren at øge sin kritik af F-35-fly og det militærindustrielle kompleks.
John McCain, der tabte præsidentvalget til Barack Obama i 2008, kan blive en ny magtfuldt stemme i Senatet, efter Republikanerne har sikret sig flertal ved midtvejsvalget.
Og på et særligt punkt kan det også have interesse i Danmark.
McCain ventes at blive formand for Senatets magtfulde udvalg for de væbnede styrker, når det nye senat samles første gang i januar.
Han er en indædt kritiker af den nye flytype F-35, der også kendes som Joint Strike Fighter. Det udvikles af våbenfabrikken Lockheed og har kostet 399 milliarder dollar.
F-35 er favorit til at afløse de aldrende F-16-fly i det danske luftvåben, og der skal i nær fremtid tages beslutning i Folketinget om køb af nye fly.
McCain mener, at der er spildt alt for mange penge på projektet, og han har tidligere i Senatet iværksat undersøgelser af overforbrug og nepotisme i den amerikanske forsvarsindustri.
– Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt. Det er den slags kammerateri, som skal få os alle til at være på vagt over for det militærindustrielle kompleks, som præsident Eisenhower advarede os mod for 50 år siden, sagde han tidligere i år.
Mens republikanerne var i mindretal, havde han allerede en magtfuld rolle og har været med til at gennemføre lovgivning, der sætter forsvarsindustrien under lup.
Den rolle bliver ikke mindre, når den tidligere flypilot og krigsfange i Vietnam sætter sig i formandsstolen.
Som leder af Senatets udvalg for de væbnede styrker får han overopsyn med den politik, som lægger rammerne for forsvarsministeriets udgifter.
McCain er ikke imod et stort forsvarsbudget. Tværtimod. Men han er stædig, og forsvarsindustrien og den militære ledelse kan regne med at blive indkaldt til flere møder for at forklare sig, fortæller en leder i våbenindustrien.
/ritzau/Reuters