Mathias Gidsel alvorligt skadet

Mathias Gidsel er ude med knæskade i fire-seks måneder

Mathias Gidsel pådrog sig en alvorlig skade i bronzekampen mod Frankrig.
Mathias Gidsel pådrog sig en alvorlig skade i bronzekampen mod Frankrig.
Offentliggjort Sidst opdateret

Håndboldspilleren Mathias Gidsel, der søndag vandt EM-bronze med Danmark, er ude i de kommende fire til seks måneder med en knæskade.

Det oplyser Gidsels klub, GOG, på sin hjemmeside tirsdag.

Gidsel fik tirsdag skannet sit højre knæ, efter at han kom til skade i starten af bronzekampen mod Frankrig ved EM i Ungarn.

Skanningen viste, at Gidsel har ødelagt det bageste korsbånd, hvilket ikke kræver operation, men betyder en genoptræningsperiode på fire til seks måneder.

- Jeg er selvfølgelig meget ked af situationen. Vi er i gang med en fantastisk sæson i GOG med masser af spændende kampe på programmet.

- Det er så ærgerligt, at jeg ikke kan være en del af det. Men nu vil jeg fokusere 100 procent på at genoptræne og få et stærkt knæ igen, siger Gidsel til klubbens hjemmeside.

Kommer formentlig ikke tilbage

Med udsigt til en genoptræningsperiode på fire til seks måneder er det usandsynligt, at Mathias Gidsel kommer tilbage i denne sæson.

GOG-træner Nicolej Krickau er ærgerlig over at miste en af holdets bærende kræfter.

- Det er naturligvis et kæmpe slag for hele holdet. Vores tanker går mest af alt til Mathias, der jo var i gang med en vanvittig flot periode.

- Nu får han mulighed for at få lidt ro på, pleje sin krop og genoptræne det knæ. Og så er jeg sikker på, han kommer stærkere tilbage og får en lang og fantastisk karriere, siger Krickau.

Danmark vandt bronzekampen 35-32 over Frankrig.

MATHIAS GIDSEL

I efteråret 2020 blev Gidsel udtaget til det danske herrelandshold. Han fik debut den 7. november 2020 mod Finland, hvor han kvitterede med tre mål. Han blev efterfølgende udtaget til truppen til VM 2021, hvor han var med til at blive verdensmester.

Den 15. januar 2021 fik Gidsel slutrundedebut mod Bahrain, hvor han scorede 10 mål på 11 forsøg ved VM i Egypten. Dermed blev han den mest scorende danske debutant ved en slutrunde nogensinde. Tidligere var Lars Christiansen indehaver af denne rekord. Rekorden holdt dog kun seks dage, da hans daværende GOG-klubkammerat Emil Jakobsen scorede 12 mål imod Japan i sin slutrundedebut.

Gidsel spillede generelt et flot VM, der blev kronet med en placering på det officielle all-star-hold for turneringen, mens DR's ekspertkommentator Lars Krogh Jeppesen pegede på Gidsel som bedste dansker i turneringen.

Ved OL 2020 i Tokyo blev Gidsel kåret MVP.

Ovenpå et historisk 2021 for Mathias Gidsel, blev han af DIF, Team Danmark og Politikken kåret til Årets Fund i dansk idræt 2021.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS