Mathias døde som 16-årig: Sådan lever han videre

For fire år siden mistede Niels Boje Lund sin 16-årige søn. Han bruger blandt andet imaginære rum til at bearbejde sorgen.

Offentliggjort Sidst opdateret

I januar 2016 døde 16-årige Mathias Baadsgaard-Lund af meningitis.

Siden har hans forældre Trine Baadsgaard og Niels Boje Lund kæmpet for, at deres søns død ikke måtte være forgæves.

En kamp, der har kostet blod, sved og tårer – en kamp, der mandag fik sat et foreløbigt punktum, da en af de læger, der var involveret i behandlingen, eller mangel på samme, af Mathias fik – og modtog – en bøde på 5.000 kroner.

Der er dog ikke sat punktum for noget for Niels Boje Lund.

Hvis den er blevet noget er det nærmere en tankestreg – for den 16-årige fylder stadig i den 53-årige ledelsesrådgivers sind og hverdag.

– Jeg forsøger at finde en sammenhæng, at acceptere det … hvorfor skulle han dø så tidligt, siger Niels Boje Lund til Newsbreak.dk.

Niels Boje Lund forsøger at finde meningen i meningsløsheden. Ord, han også har hørt fra andre, der har oplevet stor sorg.

– Det er en livsbetingelse. En måde at leve på fremadrettet. At have mistet sin søn er ikke noget ‘man kan overstå’ eller ‘gå igennem’. Det er et parallelt spor i hverdagen, Sorgen er bagsiden af kærligheden, siger Niels Boje Lund videre.

I den proces leder Niels Boje Lund efter en måde, hvorpå han konstruktivt kan bruge kærligheden til den søn, der så pludseligt blev revet væk.

– Jeg lovede ham til bisættelsen, hans meningsløse død skulle betyde noget godt for andre, siger Niels Boje Lund, der altså stod op mod systemet. Og vandt.

Ritualer

I sin sorgbearbejdelse har Niels Boje Lund nogle ritualer, der hjælper ham både videre og i dagligdagen.

I hans lejlighed er der steder, en slags virtuelle og imaginære rum, hvor han føler samhørighed med sin søn. Steder, han kan gå ind og ud af, som han kan benytte sig af, når han har brug for det.

– De er et udtryk for Mathias. På en god måde. Men jeg kan også gå hen og græde – og så komme tilbage til hverdagen, fortæller Niels Boje Lund, der på intet tidspunkt glemte sin søn i forældrenes kamp for, at Mathias’ død ikke skulle være forgæves.

Intet menneske kan forestille sig, hvordan sådan en voldsom omvæltning påvirker livet og psyken.

– Det har i stedet fået mig til at tænke over, hvad det er jeg vil. Og der er masser af ting, jeg vil, fortsætter han, og bruger en korkprop som en metafor for igen og igen at dukke op til overfladen.

Ændret fokus

Der er ingen tvivl om, at tabet af Mathias har ændret Niels. Som det ændrer de fleste, der bliver udsat for sorg i sådant omfang.

– Det har hjulpet mig til at skære ind til benet og fokusere på det vigtige: Hvad er det, der betyder noget, hvordan vil jeg være som person, siger Niels Boje Lund.

På den måde bliver sorgen og tabet brugt konstruktivt.

– Man kan altid kigge baglæns og blive klogere, men man ved først, om en beslutning er rigtig, når man har taget den, siger han.

‘Mathias’ have’

Mathias’ gravsted på Garnisons Kirkegård i København omtaler Niels Boje Lund som ‘Mathias’ have’. Et sted, hvor man kan mindes Mathias – et sted, der – om noget – også skal være livsbekræftende.

Her er det ikke forbudt hverken at snakke, skåle, lave lektier – eller græde, hvis det er det, der er allermest brug for den dag.

Niels Boje Lund har da også nedgravet en cylinder, der altid har friske forsyninger af øl og sodavand til de mange, der kigger forbi haven for at mindes deres ven eller familiemedlem.

Omgivet af minder

Mathias er begravet omgivet af minder.

– Den er fyldt med masser af symboler, siger Niels Boje Lund.

Gravstenen er lavet af sten fra onklens ødegård i Sverige, bænken af træ fra oldefaderens værksted. Nogle planter har familien set på rejser foretaget sammen, andre er fra Mathias’ efterskole.

Mathias lever videre i familiens hjerter. Det er symboliseret ved et uendelighedstegn på hans gravsten.
Mathias lever videre i familiens hjerter. Det er symboliseret ved et uendelighedstegn på hans gravsten.

Inskriptionen på gravstenen hører heller ikke til den traditionelle slags. Her står, hvornår Mathias er født, men ikke hvornår han døde.

I stedet er der et uendelighedstegn. Og det har en helt klar mening og betydning: Kærligheden til Mathias stopper aldrig.

– Han lever videre i os, siger Niels Boje Lund.

Du kan læse mere om Newsbreak.dks dækning af sagen HER, HER og HER.

Danmarks Radio har dækket sagen indgående. Store dele af den, der blandt andet afdækker fejl og fortielser, bliver oprullet HER.

Powered by Labrador CMS