Matas taber på hverdagsprodukter
Salget i Mataskæden ligger primært i den dyre ende og på helseområdet, mens hverdagsprodukter til personlig pleje går ned. Det viser tal fra halvårsregnskabet, som også viser, at selskabet sender 125 millioner kroner tilbage til aktionærerne.
Salget i Mataskæden ligger primært i den dyre ende og på helseområdet, mens hverdagsprodukter til personlig pleje går ned. Det viser tal fra halvårsregnskabet, som også viser, at selskabet sender 125 millioner kroner tilbage til aktionærerne.
Matas er udfordret af begrænset udvikling i salget, og det er særligt hverdagsprodukter til personlig pleje, forbrugerne køber andre steder end hos materialistkæden. Det viser tal fra halvårsregnskabet, som Matas udsendte torsdag morgen.
Omsætningen i 2. kvartal 2015/16 udgjorde 783,2 mio. kr. svarende til et fald på 1,2 procent i forhold til 2. kvartal året før. I første halvår 2015/16 blev omsætningen 1,6 mia. kr. mod 1,62 mia. kr. året før.
EBITA udgjorde 123,0 mio. kr. i 2. kvartal 2015/16 svarende til en EBITA margin på 15,7 procent i forhold til 15,8 procent i samme periode året før.
Forventninger allerede nedjusteret i oktober
Administrerende direktør Terje List måtte allerede i oktober nedjustere forventningerne til hele året, fordi salget ikke udviklede sig som ventet.
»En fortsat positiv udvikling inden for salget af selektiv kosmetik og helseområdet blev i 2. kvartal delvist modsvaret af en nedgang i salget af hverdagsprodukter til personlig pleje,« udtaler Terje List i en meddelelse fra selskabet.
Club Matas skal drive salget frem
Direktøren forventer, at blandt andet Matas’ kundeprogram Club Matas skal være med til at drive salget frem igen.
»Det glæder os at vi, trods en begrænset underliggende omsætningsvækst, har fastholdt vores høje indtjeningsniveau. Gennem en nyudvikling og acceleration af vore væsentligste vækstdrivere, herunder Club Matas, Matas webshop og butiksnettet arbejder vi målrettet for at skabe fornyet langsigtet vækst,« siger Terje List.
Selvom salget ikke er helt som forventet, kan aktionærerne glæde sig over, at Matas sender penge tilbage til dem. På baggrund af betydelige pengestrømme vil der blive igangsat et aktietilbagekøbsprogram på 125 mio. kr. i overensstemmelse med Matas’ kapitalstrukturspolitik om at lade overskydende likviditet tilfalde selskabets aktionærer.
Omsætningen for hele regnskabsåret ventes at blive omkring 3,45 mia. kr. mod tidligere omkring 3,5 mia. kr. baseret på en “like-for-like” vækst for helåret på omkring 1 pct. mod tidligere omkring 2 pct.
EBITA-marginen ventes nu realiseret på et niveau omkring 17,0 pct. mod tidligere 17,0-17,5 pct.