Matador-spil udvikler sig til knivstik

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Baggrunden for et knivstik i Østjylland menes at være uoverensstemmelser i forbindelse med et spil Matador.

Det populære brætspil Matador kan fra tid til anden få sindene i kog, men tirsdag aften kogte det tilsyneladende over for en 51-årig mand fra Hinnerup.

Sammen med en 55-årig bekendt havde han i sit hjem i den østjyske by gang i et spil, da han på et tidspunkt blev så sur, at han greb en kniv og stak den i maven på sin gæst.

– Baggrunden formodes at være uoverensstemmelser i forbindelse med et spil Matador. Der skal i dag tages stilling til en eventuel operation af forurettede, der er udenfor livsfare, lyder det fra Østjyllands Politi.

Manden er nu sigtet for kvalificeret vold og fremstilles onsdag klokken 12 i grundlovsforhør ved Retten i Randers.

Overfaldet skete omkring klokken 21 tirsdag.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS