Massevis af danske børn lagt nøgne på nettet

Billeder og videoer – ofte pornografiske – sendt via mobilapplikationen Snapchat, er blevet lækket på nettet. Foto: www.colourbox.com/free
Offentliggjort Sidst opdateret

Mange nøgenbilleder af mindreårige danskere er blevet lagt på nettet af hackere. Nogle er direkte pornografiske.

Billeder af mindreårige nøgne piger og drenge flyder på nettet, efter op mod 200.000 billeder fra den populære foto-app Snapchat er blevet hacket. Størsteparten af dem er skandinaviske. Det fortæller IT-ekspert Peter Kruse fra CSIS Security Group. Han har set en del af de hackede billeder og beskeder.

– Der er billeder af letpåklædte piger og drenge – nogle af dem bor tydeligvis i Danmark. Mange af billederne afslører en masse ting, som burde være private. Nogle af billederne er, som jeg vurderer det, pornografiske, siger Peter Kruse.

Han vurderer, at det er skandinaviske piger og drenge mellem 12 og 17 år, der optræder på mange af billederne. Flere medier skriver, at op mod 200.000 billeder fra den populære Snapchat-app er blevet stjålet af hackere.

Snapchat-tjenesten til mobiltelefoner gør, at man kan sende billeder og videobeskeder til hinanden, men modtageren kan kun se billedet eller videoen i et begrænset antal sekunder, før det slettes.

Men et program, der gør det muligt at gemme billederne på mobiltelefonen, er blevet hacket. Ifølge flere medier er der tale om programmet Snapsaved.

Peter Kruse fortæller, at materialet er let at få adgang til på nettet.

– Billederne er ude offentligt. Det er meget nemt at få adgang til dem, og det bliver formentlig lettere, fordi det flyder frit på nettet og bliver delt af en masse mennesker, siger han og uddyber:

– Hackerne siger, at der i morgen (søndag, red.) vil komme en hjemmeside med en database, hvor alle billederne er. Via deres fora kan jeg se, at fire til fem personer arbejder på at gøre den tilgængelig. Sker det, er det fuldstændig ude af kontrol.

Peter Kruse mener, at sagen viser, hvor vigtigt det er at tænke over, hvordan man bruger nettet.

– Vi skal lære af det her og ændre vores adfærd, så vi forstår, at intime og private billeder ikke hører hjemme på nettet. Der er ingen garanti for, at privatlivet er sikret på nettet, siger han.

Snapchat-lækagen kommer, efter flere private nøgenbilleder af kendte personer – heriblandt skuespillerinden Jennifer Lawrence – for nylig blev lagt ud på nettet af hackere.

Powered by Labrador CMS