Massestyrt koster Fuglsangs Giro-drømme

Diego Ulissi sejrede på 11. etape, hvor Jakob Fuglsang havnede i problemer 25 kilometer før målstregen.

Jakob Fuglsang er ude af topstriden i Giroen, efter at han var involveret i et massestyrt på 11. etape. Foto: Olufson Jonas/Free
Offentliggjort Sidst opdateret

Jakob Fuglsang får svært ved at indfri ambitionen om at ende på podiet i Giro d’Italia.

På onsdagens 11. etape var Fuglsang involveret i et massestyrt 25 kilometer fra målstregen i Apeldoorn, hvilket betød, at den 31-årige Astana-dansker er dumpet ud af topstriden.

Mens Fuglsang kæmpede for at indhente det tabte, så blev der sat et højt tempo oppe foran.

Her satte costaricaneren Andrey Amador (Movistar) et angreb ind på Bob Jungels (Etixx-Quick-Step) i den lyserøde førertrøje.

Luxembourgeren Jungels fik hurtigt indhentet Amador, og senere fik de også selskab af den senere etapevinder Diego Ulissi (Lampre).

Jungels åbnede sprinten, men hverken han eller Amador var i stand til at følge Ulissi, der også vandt 4. etape.

På bundlinjen er både Jungels og Amador sikkert godt tilfredse med udfaldet, da duoen udbyggede forspringet til alle øvrige konkurrenter i klassementet.

Bagude kæmpede Jakob Fuglsang sig i mål på holdkammeraten Eros Capecchis cykel.

Ifølge TV2 satte danskeren et minut og 49 sekunder til i den samlede stilling, hvor han ikke længere er at finde i top-ti.

Før etapen var Fuglsang på ottendepladsen et minut og 46 sekunder efter Bob Jungels på førstepladsen. Nu er han mere end tre minutter efter den førende mand fra Luxembourg.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS