Masser af sporarbejde i sigte
Årsagerne er næsten så talrige som sandkorn på havets bund, men resultatet er det samme: I de næste to år – mindst vil passagererne i landets tog for alvor få at mærke, at jernbanen i Danmark gennemgår en fornyelse og opgradering som ikke set i mange år.
Især landsdelstrafikken over Fyn vil blive berørt, når Banedanmark på skift lukker et af sporene for at rense ballast (skærverne under sporene, red.) og lave broarbejde. I hovedparten af de 100 dage, som arbejdet varer, kan DSB og godsselskaberne køre på et enkelt spor ved siden af arbejdspladserne, men resultatet bliver, at kun tre mod normalt seks tog i timen kan passere i hver retning. Det skriver Berlingske.
I 2009 indhentede Banedanmark vedligeholdelsesefterslæbet fra mange, bevillingsfattige år. Ved udgangen af 2014 har Banedanmark desuden indhentet fornyelsesefterslæbet på jernbanen, hvilket ifølge trafikdirektør i Banedanmark Peter Svendsen betyder, at »vi har en helt opdateret jernbane, som har den standard, den fortjener, og så vi kan gennemføre trafik i en kvalitet, som man kan forvente.«
Men trafikdirektørens optimistiske budskab betyder ikke, at passagererne så kan køre uden yderligere gener. Der er alt det nye i de kommende år – nyt signalanlæg, ny jernbane mellem København-Køge-Ringsted og landanlæggene til Femern-forbindelsen. Desuden, men ikke mindst, skal de gamle jernbaner fortsat fornyes.
»Man vil kunne mærke i år og næste år, at nogle af fornyelsesopgaverne falder på vores hovedstrækninger, hvor passagerer og gods berøres, så det kan mærkes,« fastslår Peter Svendsen.
DSB har tidligere meddelt, at strækningen mellem Slagelse og Korsør lukkes i de fleste påskedage, mens to nye broer bliver skubbet på plads som erstatning for to gamle broer, der blev bygget for hundrede år siden. Ifølge planen kan man nå at tage toget til Fyn Skærtorsdag, hvorpå tog erstattes af busser. Banen åbner igen 2. påskedag, så hjemturen for de fleste rejsende kan foregå på vanlig, tætpakket vis. Broarbejdet og genetablering af jernbanen varer over fire døgn.
»Vi prøver virkeligt at lægge spærringerne der, hvor vi regner med at genere færrest mulige,« siger Peter Svendsen.
På Vestfyn indsætter Banedanmark to meget store maskiner, som i samme arbejdsgang udlægger sveller og binder skinner fast i en støt, fremadskridende proces. Alligevel kan arbejdet ikke gøres hurtigere end på de 100 dage. I 2016 gentager processen sig på Østfyn, med ballastrensning og nye skinner med mere.
Hvorfor laver man ikke hele strækningen på Fyn samtidig?
»Ved at lave arbejdet på Vestfyn først kan vi opretholde fuld trafik mellem København frem til Odense. Og året efter kan vi opretholde fuld trafik fra Jylland til Odense. Det betyder, at konsekvenserne for passagererne bliver færre. Vi kan vende tog i Odense, hvor vi har mange tog,« fortæller Peter Svendsen.
Peter Svendsen og Banedanmarks trafikplanlægningschef, Line Friederichsen, forsikrer, at alle kræfter er sat ind på, at den reducerede køreplan, der bliver resultatet af de mange projekter, vil være lige så robust, som køreplanerne normalt er. Man har eksempelvis været ude med stopuret for at måle, hvor lang tid passager- og godstog bruger på at bremse ned og få fart på igen, når de skal krydse mellem de brugbare spor på Fyn.
En af de mindre sidebaner, Lille Syd, der løber mellem Roskilde, Køge og Næstved på Sjælland, har tidligere oplevet langvarige spærringer, mens sporene blev fornyet. Fra 14. august til 11. oktober får passagererne endnu en omgang ændringer, når broerne på strækningen skal hæves for at blive klar til elektrificering.
Til gengæld er Lille Syd udvalgt som en slags prøvestrækning blandt andet til det nye signalsystem og vil efter planen først blive færdig som elektrificeret og moderne jernbane med mulighed for at køre 160 kilometer i timen.
Sydsjællænderne og lollikerne får en omgang buskørsel mere i uge 30 og 31, hvor der er broarbejde især syd for Vordingborg som led i opgraderingen af jernbanen mellem Ringsted og Femern-forbindelsen.
Ifølge Line Friederichsen prioriteres passagertog, når kapaciteten er begrænset. Men godstog skal også have plads.
»Vi kan ikke sige stop for international godstrafik, men prioriterer passagertog i myldretiderne, »siger hun.
Sommerens projekter har ikke forbindelse til Togfonden-projekterne. De kommer i 2018 og indeholder blandt andet en helt ny og hurtig jernbane på Vestfyn i 2020.