Mary med til præsentation af julemærke

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Når årets julemærke præsenteres på Københavns Rådhus mandag eftermiddag, vil kronprinsesse Mary være til stede som protektor for fonden.

Hun er netop hjemvendt fra et ophold i det centralasiatiske land Tajikistan, hvor sundhed var i fokus.

Men hjemme i Danmark spiller kronprinsesse Mary også en aktiv rolle i kampen for bedre sundhed. Således er hun atter repræsenteret, når årets julemærke mandag eftermiddag præsenteres ved et arrangement på Københavns Rådhus.

Det skriver Kongehuset på sin hjemmeside.

Kronprinsesse Mary er protektor for Julemærkefonden, som hvert år udgiver et julemærke, der er med til at samle penge ind til driften af landets fire Julemærkehjem.

Her får overvægtige børn hjælp til at tabe sig, får troen på dem selv tilbage og lærer at håndtere hverdagens udfordringer.

Ud over kronprinsesse Mary som protektor er også en række kendisser ambassadører i fonden. Disse tæller blandt andre navne som Ole Henriksen, Stig Rossen, Emil Thorup og Thomas Evers-Poulsen.

Umiddelbart efter præsentationen af julemærket, kan det købes på fondens hjemmeside og fra tirsdag kan det købes i udvalgte butikker rundt om i landet.

Newspaq

Powered by Labrador CMS