Martin Jørgensen knaldet for spritkørsel

Grevinde Alexandras tidligere mand, fotografen Martin Jørgensen, havde en promille på over 0,5, da han blev stoppet i marts i år.

Nu er det op til politiets jurister at afgøre, hvad der skal ske med Martin Jørgensen. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Tilbage i marts blev grevinde Alexandras tidligere mand, fotografen og reklamemanden Martin Jørgensen, taget med en for høj promille i blodet.

Politiet snuppede 38-årige Jørgensen nær hans hjem på Islands Brygge i København, fordi der ikke var betalt forsikring på den bil, han kørte i. Da politiet standsede Jørgensen, blev han også bedt om at blæse i et alkometer, som det er rutine.

Den lille alkoholmåler viste, at Jørgensen havde mere end den tilladte promille på 0,5 i blodet, og han røg med på stationen for at få taget en blodprøve, der skulle bekræfte den præcise promille. Det bekræfter Martin Jørgensen over for Her og Nu.

– Det var en sen nattetime, og jeg tog bilen for at hente nogle cigaretter. Jeg var ikke klar over, at jeg havde en promille. Så havde jeg aldrig taget bilen, forklarer han til Her og Nu.

– Jeg kan ikke understrege nok, hvor meget jeg beklager denne sag. Jeg tager afstand fra spritkørsel, og det skal aldrig nogensinde gentage sig. Jeg er meget, meget ked af det skete. Jeg er utrolig skuffet over mig selv og ked af, at jeg har såret så mange omkring mig, siger han til ugebladet.

Uvist hvor høj promillen var

Når politiets jurister får overdraget sagen, skal de vurdere, om der skal rejses tiltale eller ej. Jørgensen kan ifølge Her og Nu risikere en betinget frakendelse af kørekortet og – afhængigt af størrelsen på promillen – en bøde. Hvor meget over den tilladte promille Martin Jørgensen lå, har han ikke oplyst.

Ifølge Jørgensen var forsikringsregningen i øvrigt ikke betalt, fordi den var blevet væk midt i en flytning. Den 8. september 2015 meddelte grevinde Alexandra, at hun og Martin Jørgensen efter otte års ægteskab skulle skilles. Martin Jørgensen flyttede i den forbindelse ud af parrets fælles bolig, som grevinden nu har solgt med millionfortjeneste.

Dengang lød forklaringen fra grevinde Alexandra, at parret ikke længere havde de samme værdier.

Dagen efter, at skilsmissen mellem grevinden og Martin Jørgensen blev annonceret, meddelte arkitekt og tv-vært Eva Harlou, at også hun skulle skilles, og siden er Jørgensen og Harlou blevet set sammen gentagende gange i det københavnske jetset-miljø.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS