Markedet bugner med livsfarlige opladere
DRs magasin Kontant har testet 11 forskellige uoriginale mobilopladere. De ni var livsfarlige.
Det kan være fristende at købe sig en mobiloplader til en billig penge, hvis den originale går i stykker eller man skal bruge en ekstra på farten.
Men det kan desværre også være farligt. Det afslører en ny, stor test, som DRs forbrugermagasin Kontant har lavet. Ud af 11 testede opladere – der vel at mærke alle er CE-mærket, så de burde fungere – dumper de ni.
Newsbreak.dk har tidligere skrevet om uoriginale opladere og de farer, der kan være forbundet ved at bruge en.
De typiske fejl er en oplader med manglende isolationsafstande. Det betyder, at du som forbruger risikerer at få elektrisk stød, eller at produktet risikerer at bryde i brand.
Der findes også produkter, der ikke kan slukke sig selv, hvis de bryder i brand. Som forbruger ved du ikke, om et produkt er lavet af såkaldt selvslukkende materiale.
De produkter, der er dumpet i DRs test, er efterfølgende havnet på Sikkerhedsstyrelsensliste over farlige produkter.
De produkter, du finder på Sikkerhedsstyrelsens liste, ender der, hvis en virksomhed selv tilbagekalder et produkt, eller hvis et produkt er udvalgt til, og dumpet i, en test foretaget af Sikkerhedsstyrelsen. Sikkerhedsstyrelsen har tidligere oplyst til Newsbreak.dk, at dumpet slet og ret betyder, at produktet er fundet farligt ved en test. Med andre ord udgør det en alvorlig risiko at bruge produktet.
Det sker også, at Sikkerhedsstyrelsen og virksomheder reagerer på baggrund af henvendelser fra kunder, der har haft problemer med en oplader.
Man ser oftest alvorlige fejl på produkter, der hverken har et mærke eller en typebetegnelse, men Sikkerhedsstyrelsen har gennem tiden tilbagekaldt produkter fra store firmaer såvel som fra virksomheder, de færreste nok har hørt om. Sikkerhedsstyrelsen oplyser til Newsbreak.dk, at man sjældent finder alvorlige fejl fra produkter fra kendte mærker.