Markant stigning: Flere forældre gør nu dette
I denne uge går størstedelen af Danmarks skolebørn på ferie. Men for 719 børn ændrer omgivelserne sig ikke. Så mange børn bliver i dag hjemmeundervist, hvilket næsten er en fordobling på fem år.
Citathistorie: Kristeligt Dagblad.
Hvor ligger det største bjerg? Hvad er det mindste land? Hvem er den ældste gamer i verden? Nepal, Vatikanstaten og en kvinde på 90 år.
Sådan lyder en godnathistorie ofte hos familien Stenild Coltau, hvor sønnen på syv år foretrækker Google frem for højtlæsning.
På en villavej i Nordjylland ligger den lokale folkeskole. Sparker man forbi mål på skolens fodboldbane, rammer man måske ind i Ida og Pelle Stenild Coltaus baghave, hvor de bor med deres børn på 12, 11, 7 og 3 år. Den beliggenhed lyder måske ideel for en familie med fire børn, men hos Ida og Pelle spiller den ingen rolle.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Ida og Pelle Stenild Coltau har valgt at hjemmeskole deres børn Annika, Lina og Johan, mens de passer den mindste, Karla, derhjemme. Ida Stenild Coltau er hjemmegående, og Pelle Stenild Coltau arbejder på fuld tid.
Danmark er der undervisningspligt, men ikke skolepligt, og det er derfor lovligt at hjemmeskole.
719 danske børn bliver i dag hjemmeskolet, viser tal fra Undervisningsministeriet. Det er stadig en mikroskopisk del af de cirka 700.000 danske skolebørn, men i 2015 var tallet kun på 378, så der er næsten sket en fordobling.
Ida og Pelle Stenild Coltaus børn er 3 af de 719 hjemmeskolede børn, men hos dem er undervisning og lærebøger ikke flyttet med hjem.
Intet pensum
Hos Ida og Pelle er der nemlig ikke noget pensum.
– Hvorfor gør du det?, spørger Johan sin mor, der flytter et stearinlys over i vindueskarmen.
– Fordi det er 75 år siden, at Danmark ikke længere var besat af Tyskland. Så er der en masse danskere, der tænder lys i aften for at fejre det.
– Hvorfor var vi besat af Tyskland?
Ida Stenild Coltau tager hul på en fortælling om verdenskrig, besættelse og mørklægningsgardiner.
Selv hadede hun historie i folkeskolen. Hun blev aldrig bidt af historiebøgerne, men elsker at lade sig rive med af historiske dokumentarer. Derfor skal hendes børn også have lov til at forstå fortiden, når de rent faktisk undres.
I Ida og Pelle Stenild Coltaus familie bygger hjemmeundervisningen nemlig på filosofien ”unschooling”, en indlæringsfilosofi, hvor al læring er fri og lystbetonet. Alt foregår på barnets præmisser og er baseret på nysgerrighed.
Flere er begyndt at vise interesse for indlæringsfilosofien, fortæller Sara Speyer, der er formand for foreningen Fri Læring, som er en forening for danske hjemmeundervisere. I Grundloven lyder det, at børnenes læring skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, men ved ”unschooling” er der ikke noget, der hedder fag, pensum eller klassetrin.
Derfor er der ingen regler for, hvordan eller hvornår læringen opstår. Det kan for eksempel være, når Johan er forsvundet ind i computerspillet Minecraft.
– Jeg kan godt tænke: Hvad får han ud af det, læringsmæssigt? Men så kan jeg jo se, at han lærer alt muligt om geologi og matematik, forklarer Pelle.