Markant fald i smittetryk siden genåbning

Smittetrykket er i begyndelsen af maj faldet til 0,7 fra 0,9 trods genåbning, oplyser Statens Serum Institut.

Smittetrykket i Danmark er faldet fra 0,9 til 0,7.(Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Smittetrykket i Danmark er faldet fra 0,9 til 0,7.(Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det danske samfund åbner, de mindste børn er for længst kommet tilbage i vuggestue og skole, og de videre faser for genåbningen er i gang.

På trods af genåbningen er smittetrykket siden begyndelsen af maj faldet fra 0,9 til 0,7.

Det viser den seneste måling fra Statens Serum Institut (SSI).

Smittetrykket er et udtryk for, hvor mange andre en person med coronavirus smitter. Hvis det er 0,9, betyder det, at en person med coronavirus gennemsnitligt smitter 0,9 andre.

– Det at smittetrykket har ligget så stabilt under 1 i den sidste uge er tegn på, at den første fase af genåbningen ikke endnu har sat skub i smittespredningen, siger Tyra Grove Krause, der er afdelingschef i SSI, i en pressemeddelelse.

Smittetrykket er en af de indikatorer, myndighederne holder øje med i forbindelse med genåbningen af landet, hvor fase 2 officielt er gået i gang mandag.

Artiklen forsætter under faktaboksen

Hvad er 'smittetryk'?

* Smittetrykket er en betegnelse for, hvor mange personer en smittet med coronavirus i gennemsnit smitter.

* Den 29. april var smittetrykket i Danmark eksempelvis på 0,9. Det vil sige, at en smittet person i gennemsnit smitter 0,9 andre, eller at 100 smittede personer overfører virusset til 90 andre.

* Hvis smittetrykket er under 1,0, er det udtryk for, at epidemien aftager.

* Hvis smittetrykket er over 1,0, er det udtryk for, at epidemien udvikler sig.

* Der er flere måder at beregne smittetrykket på, men SSI har valgt at estimere det ud fra antallet af coronarelaterede indlæggelser på sygehusene.

* SSI understreger, at tallene er behæftet med usikkerhed.

Kilde: Statens Serum Institut.

For fire uger siden blev Folketingets plan for genåbningens første fase igangsat. Børn fra 0.-5.-klasse kom tilbage i skole, en stor del af de liberale erhverv åbnede, og daginstitutioner gjorde plads til samfundets mindste.

Ifølge Tyra Grove Krause er det lave smittetryk et udtryk for, at borgerne tager sine forholdsregler.

– Det skyldes sikkert både skolernes kæmpe indsats med at holde fysisk afstand og sikre god hygiejne. Men det tyder også på, at folk generelt stadig passer på, siger hun.

Grænsen er 1,0

Den kritiske grænse for smittetrykket er 1,0. Er smittetrykket over, er det udtryk for, at epidemien accelerere. Er det under, er det udtryk for, at epidemien aftager.

Under coronakrisen er smittetrykket gået op og ned. I marts var det helt oppe over 1,0. I midten af april stabiliserede det sig på 0,6. Og de første uger efter genåbningens fase 1 steg det igen til 0,9.

Og ifølge SSI kom det helt op på 1,0 mellem 22. og 24. april.

533 personer døde

I skrivende stund er 533 personer døde, siden det første coronatilfælde blev konstateret herhjemme 28. februar.

Antallet af indlagte er steget med to, således at 198 personer nu er indlagt med coronavirus på et af landets hospitaler.

Nye retningslinjer

Søndag har Sundhedsstyrelsen samtidig meldt ud, at det nu i langt de fleste tilfælde er tilstrækkeligt at holde mindst en meters afstand til andre mennesker mod de to meter, der tidligere blevet anbefalet. Det er et farligt eksperiment, vurderer professor i virologi på Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen.

Han frygter, at smittetrykket bliver øget, når befolkningen står tættere på hinanden, og folk via host, spyt og nys kan overføre dråber med virus.

– Jeg føler mig ikke tryg ved anbefalingen. De fleste dråber falder til jorden ved en meters afstand, så det er fint nok. Men ved kraftigere tale, så kommer dråberne længere ud. Jeg er meget ked af, at man er gået under halvanden meter.

– Samtidig er vi i gang med et kæmpe eksperiment omkring åbningen af samfundet. Vi er ikke usårlige, og smitten kan stige, som vi har set en tendens til i Tyskland. Jeg er ked af, at man lægger et nyt eksperiment oven i det andet, siger Allan Randrup Thomsen.

Hvor mange er smittet med coronavirus

Antallet af smittede og karantæneramte i Danmark opdateres løbende hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Johns Hopkins University overvåger desuden sygdommen på verdensplan, og på universitets hjemmeside kan man følge sygdommen “live,” om man så må sige.

Coronavirus i Danmark

Sygdommen kom officielt til Danmark den 27. februar 2020. Jakob Tage Ramlyng, ansat ved TV2, fik æren af at være den første person, der officielt blev ramt af coronavirus covid-19 (tidligere 2019-nCoV), og han blev den 5. marts også den førte dansker, der officielt slap af med sygdommen igen.

Powered by Labrador CMS