Marias søn må ikke komme hjem
Flere skilsmissebørn har de seneste uger ikke kunnet se den ene af deres forældre, fordi grænsen til Sverige er lukket. Maria Sanko vil have sit barn hjem til sig selv igen.
(Citathistorie fra TV2 Lorry)
– Vores familieliv er blevet taget fra os, for grænselukningen har splittet os ad.
Det gør ondt på Maria Sanko at fortælle om sin situation. For beretningen understreger for hende, hvor uretfærdig og alvorlig, hun synes, situationen er.
– Jeg kan ikke rigtig se rimeligheden i det, for jeg synes, at man tager børnenes rettigheder fra dem. Altså den rettighed de har til at se deres mor og far, siger hun til TV 2 Lorry.
Siden Sverige lukkede grænsen til Danmark natten til den 22. december har de tre teenageværelser i Maria Sankos hus stået gabende tomme. Både hendes egen 13-årige søn og hendes mands to 13- og 17-årige sønner kan ikke længere komme der. Familien bor nemlig i Malmø, mens de tidligere ægtefæller, som de fik børnene sammen med, bor i Danmark.
Fordi børnene er danske statsborgere og officielt har adresse i Danmark, så vil Sverige ikke lukke dem ind i landet. Heller ikke selv om de har en 7/7-deleordning, hvor børnene normalt bor hver anden uge i Sverige og hver anden uge i Danmark.
– Børnene går i skole i Danmark, og vi arbejder i Danmark, og så kører vi hver eftermiddag tilbage over broen til Sverige, hvor vi har vores hus, og hvor drengene har deres værelser, og er sammen som en rigtig delefamilie, fortæller Maria Sanko, der altså kort før jul fik besked om, at hendes værste mareridt blev til virkelighed: Hendes børn kan ikke længere komme hjem.
– Der ramlede det hele for mig. Jeg blev utrolig ked af det og syntes at alt var enormt urimeligt, for jeg synes, at grænselukningen rammer forkert, siger Maria Sanko.
Uforstående
Grænsen blev lukket for at forhindre den særligt smitsomme muterede engelske coronavariant fra at sprede sig fra Danmark til Sverige.
Grænselukningen blev annonceret kort efter, at de danske indkøbscentre blev lukket ned, og skulle blandt andet forhindre, at danske julehandlende valfartede til de svenske butikker.
– Det skulle sørge for, at der ikke kom en masse danskere over at shoppe i Sverige, og det var jo faktisk meget fint. Men lukningen var da ikke tiltænkt til at splitte en masse familier ad, siger Maria Sanko.
– Det forestillede jeg mig i hvert fald ikke, så jeg ringede til svensk politi og til udenrigsdepartementet, og jeg kunne simpelthen ikke forstå, at de blev ved med at sige nej til mig. Så jeg har også haft fat i både transportministeren og udenrigsministeren i Danmark, men man løber lidt hovedet mod en mur hver gang, siger Maria Sanko.
– Der er simpelthen bare nogle rettigheder, som kontakten mellem forældre og barn, der er så fundamentale, at jeg ikke kan se nogen rimelighed i, at man fjerner dem, siger hun.
TV2 Lorry har også været i kontakt med en anden skilsmissefamilie, der bor på hver deres side af sundet. Her blev den 17-årige søn afvist på grænsen og måtte derfor vende retur uden at kunne se sin far.
Ingen undtagelser
Det er Sveriges indenrigsminister Mikael Damberg, der har indført grænselukningen, og han fastholder, at skilsmissebørn lige nu skal udelukkes fra at komme ind i landet.
– Der er ingen undtagelse for dem, der har familiære bånd til en svensk statsborger – uanset alder. Regeringen er bevidste om, at et midlertidig indrejseforbud får negative konsekvenser på mange måder, og det er heller ikke en beslutning, der har været let at træffe, skriver indenrigsminister Mikael Dambergs presserådgiver Per Strängberg til TV 2 Lorry i en mail.
– Men under denne pandemi har kraftfulde tiltag og svære beslutninger været nødvendige. Regeringen har fra begyndelsen tydeligt meldt ud, at man kommer til at træffe beslutning om at gennemføre de tiltag, der er nødvendige for at hindre og mindske smittespredningen i Sverige. Det midlertidige indrejseforbud fra Danmark er sådan en nødvendig beslutning, lyder det videre i mailen fra Sveriges indenrigsminister Mikael Dambergs presserådgiver Per Strängberg.
Frygter forlængelse
Grænselukningen blev i første omgang annonceret til at skulle vare en måned og står dermed lige nu til at skulle ophøre 22. januar. Men allerede da grænselukningen blev annonceret, blev det tydeliggjort, at restriktionerne kan risikere at blive forlænget, og det er noget Maria Sanko frygter.
– Uvisheden er voldsom, synes jeg. Det er svært at styre rent følelsesmæssigt, for jeg kan ikke se en ende på det, hvis de bliver ved med at forlænge det, siger Maria Sanko.
– Forlænger de det yderligere frem til marts eksempelvis, så er vores familieliv fuldstændig knust og slået i stykker, og så bliver vi nødt til at overveje, om det er det værd at blive boende i Sverige, hvilket jeg ville være rigtig ked af, for drengene er glade for huset, vi er glade for området og for Øresundsregionen.
Selvom al kontakt til både danske og svenske myndigheder hidtil har slået fejl, så håber hun dog, at politikerne på tværs af sundet snart sætter sig sammen, og laver en undtagelse til grænselukningen, så skilsmissefamilier ikke bliver ramt unødigt hårdt.
– Når det er sådan, at svenske børn godt må komme over til deres danske forældre, så må det kunne forhandles, at danske børn også kan komme over til deres forældre i Sverige, siger Maria Sanko.