Margrethe sender helt særlig hilsen

I opslag skriver dronning Margrethe, at hun værdsætter alle de hilsner, hun har modtaget siden tronskiftet

Offentliggjort Sidst opdateret

Præcis en måned efter at dronning Margrethe underskrev sin abdikationserklæring, sender hun en stor tak til alle i hele Rigsfællesskabet.

Det sker i et opslag på kongehusets Instagram-profil.

- Det har siden årsskiftet glædet mig at opleve den store varme og opmærksomhed fra alle vegne af Rigsfællesskabet i forbindelse med min abdikation for præcis en måned siden, skriver dronning Margrethe.

Af hjertet tak

I opslaget er der delt en række billeder, som viser forskellige tegninger og hilsner, som dronningen har modtaget.

- Af hjertet tak for de gaver, som jeg har modtaget, og til alle, der enten har skrevet, tegnet, bagt, strikket, flaget, sunget eller på anden vis har sendt en hilsen i anledning af tronskiftet.

- De varme hilsner er gået mig til hjertet, og jeg har værdsat hver og en, tilføjer dronning Margrethe.

På første opgave

Selv om dronningen har overladt tronen til sin søn, kong Frederik X, har hun stadig titel af dronning.

Hun kan desuden indsættes som rigsforstander og dermed træde til som statsoverhoved, når kong Frederik og kronprins Christian er forhindret.

Dronning Margrethes første officielle opgave i sit nye virke var 7. februar, hvor hun var med til at indvie nye lokaler på Prins Henriks Skole på Frederiksberg. (Arkivfoto).

7. februar var dronning Margrethe i sit nye virke på sin første officielle opgave, der ikke havde tronskiftet som omdrejningspunkt.

Hædret ved prisuddeling

Her var hun sammen med blandt andre Frankrigs ambassadør i Danmark, Christophe Parisot, på besøg på Prins Henriks Skole på Frederiksberg for at indvie skolens nye bygninger.

I starten af februar blev hun hædret med en af de eftertragtede statuetter ved årets Robert-prisuddeling.

Hun modtog prisen Årets Kostumedesigner for sine kostumekreationer til Netflix-filmen "Ehrengard: Forførelsens kunst".

Powered by Labrador CMS