Margrethe med kæmpe overraskelse

Gik op på scenen til Ulf Pilgaard og trykkede ham i hånden

Da Ulf Pilgaard søndag for aller sidste gang var på scenen i Cirkusrevyen på Bakken ved Klampenborg stod 'den rigtige' dronning Margrethe pludselig over for ham.
Da Ulf Pilgaard søndag for aller sidste gang var på scenen i Cirkusrevyen på Bakken ved Klampenborg stod 'den rigtige' dronning Margrethe pludselig over for ham.
Offentliggjort Sidst opdateret

Da Ulf Pilgaard søndag for aller sidste gang stod på scenen i Cirkusrevuen og parodierede dronning Margrethe, skete der noget ganske uventet.

Pludselig stod den rigtige dronning Margrethe side om side med Ulf Pilgaard og trykkede hans hånd.

Til stor jubel fra publikum.

Det skriver B.T. søndag aften.

Den 80-årige skuespiller optrådte iført gul kjole i sin velkendte rolle som netop dronningen, da den rigtige dronning trådte op på scenen og takkede ham med et håndtryk samt et askebæger med monogram.

Dronning Margrethe overrakte et askebæger med et monogram til Ulf Pilgaard.
Dronning Margrethe overrakte et askebæger med et monogram til Ulf Pilgaard.

Klappet ud

Ifølge B.T. blev Ulf Pilgaard klappet ned af scenen i den udsolgte sal, hvorpå han leverede en improviseret takketale.

- Jeg vil bare sige en kort tak, for nu er jeg blevet hyldet hele 176 gange hele sommeren, så nu må det være nok, sagde han.

Derefter fik han sig en længere snak med dronning Margrethe.

40 sæsoner

Ulf Pilgaard takker af efter 40 sæsoner i Cirkusrevyen.

Da han sidst i august gav interview i forbindelse med udgivelsen af biografien "Hellere halvgammel end helt død" talte han netop om sin sidste forestilling.

- Jeg kan lige klare den her - der er stadig fuld power på min sidste monolog som dronningen. Nu mangler vi bare, at hun kommer ind og ser det.

Han gjorde det samtidig klart, at der kun er tale om et farvel til Cirkusrevyen, men ikke til skuespillet.

Han vil stoppe, inden energien ebber ud, og det bliver ynkeligt at se på. Indimellem ser han optagelser af sig selv for at sikre, at han stadig står skarpt.

Det må aldrig blive rutine over for det forventningsfulde publikum.

Ser frem til sommerferie

Selv om han ser frem til at holde sommerferie, få fri i weekenderne og læse mere litteratur - især fra teologien, som Ulf Pilgaard har studeret på universitetet - venter der i efteråret en foredragsturné og forhåbentligt flere roller på film og tv.

- I forbindelse med bogen har jeg gjort mig tanker om, at det faktisk er forholdsvist unikt at kunne noget, andre ikke kan. Det er i virkeligheden talent. Og mit er at fremstille et andet menneske i kød og blod, sagde han.

Powered by Labrador CMS