Margrethe gav hjemmelavet gave
Majestæten rev sig ikke, da Volodymyr Zelenskyj kom forbi
Dronning Margrethe passede på pengene, da hun fandt en gave til Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, som mandag var på rundtur i de højere cirkler i Danmark.
Gaven er nemlig hjemmelavet, så den har ikke trukket store veksler på apanagen.
Efter i går på Flyvestation Skrydstrup at have besigtiget nogle af de 19 danske F 16-fly, som Danmark donerer til Ukraine, var han i dag i København og besøgte blandt andet Folketinget.
På Christiansborg Slot spiste Zelenskyj og hans hustru, Olena Zelenska, frokost med dronning Margrethe og kronprinsparret .
Maleri
Inden frokosten Fik Zelenskyj overrakt Margrethes gave, et maleri, "Livets Træ", som hun selv har malet tilbage i 1990'erne på Marselisborg Slot.
Det skriver Kongehuset på Instagram.
I marts kom det frem, at Dronning Margrethe i 2022 havde brugt næsten ni millioner kroner mere, end de 89 millioner hun får om året via finansloven, så i 2023 bliver der tydeligvis tænkt mere over ikke at slå til Søren.
Også kronprins Frederik havde dundrende underskud sidste år.