Mareridts-regning: Nick “brugte” vand for 620.000
Nick Ullerup har fået en vandregning på 620.000 kroner. Vandværket stævner ham for deres andel på 123.242 kroner
Nick Ullreup fra Store Heddinge har fået en vandregning, der kunne få enhver til at kigge en ekstra gang. Den samlede regning løber op i cirka 620.000 kroner.
Beregningen lyder på 8000 kubikmeter vand på et halvt år, skriver sn.dk.
Den 6. marts stævnede vandværket ham for de 123.242 kroner, der er deres del.
Nick Ullerup mener, at måleren er defekt. Der er ikke konstateret en stor læk på hans grund eller i hans hus.
– Det må derfor være en fejl ved måleren, som jeg forsøgte at dokumentere ved at tage billeder med nogle timers mellemrum, da hovedhanen var lukket. Billederne viser, at måleren stadig tæller, siger han til DAGBLADET.
Vandværket ligger dog inde med en certificeret undersøgelse af den “defekte” vandmåler, som viser det modsatte.
– Det er en påstand, at måleren ikke virkede. Men det er en måler, som er brugt og har virket upåklageligt alle andre steder, og som er blevet erklæret helt i orden, da vi sendte den ind til undersøgelse, siger Viggo Nielsen, næstformand for Vandværket.
Sagen blev taget op på vandværkets generalforsamling, hvor der skulle tages stilling til, om vandværket skulle trække sagen tilbage.
Opdatering: Måleren var ikke defekt
– Præmissen for, at Nick Ullerup ikke vil betale, er helt forkert. Vi har fået vandmåleren afprøvet og fået et certifikat på, at der intet var i vejen med den, siger Viggo Nielsen, der er næstformand i Store Heddinge Vandværk, og som har fulgt sagen fra starten.
– Hvor er alt det vand forsvundet hen? Der er jo ikke konstateret nogen lækage på noget tidspunkt, og efter han har fået en ny måler, så har han haft et helt normalt forbrug?
– Det kan forsvinde ned i gamle dræn eller gamle kloakrør i vejen. Og det kan have sket over meget lang tid, hvis Nick Ullerup ikke har aflæst sine målere i en årrække. Så vil det ikke blive synligt på overfladen. Det ser vi mange gange, når vi har lækage, så siver det i rigtigt lang tid, inden det bliver synligt, og vi kan tage hånd om det, svarer næstformanden i Store Heddinge Vandværk