Maradona indlagt med indre blødninger

Fodboldikonet Diego Maradona er indlagt med indre blødninger i maven, rapporterer argentinske medier fredag.

Diego Maradona er indlagt i Buenos Aires rapporter argentinske medier. Foto: Pedro Pardo/AFP
Offentliggjort Sidst opdateret

Den argentinske fodboldlegende Diego Maradona er fredag blevet udskrevet fra et hospital i Buenos Aires, efter han tidligere på dagen var blevet indlagt med indre blødninger i maveregionen.

Det oplyser hans datter Dalma Maradona.

– For dem, der har været meget bekymrede for min far, kan jeg fortælle jer, at han har det godt.

– Han kommer snart hjem, skriver hun på Twitter fredag aften lokal tid.

Blødningerne blev opdaget under nogle rutinemæssig undersøgelser.

Ifølge det argentinske medie Olé gennemgik 58-årige Diego Maradona fredag nogle undersøgelser i en by uden for Buenos Aires, inden han skulle returnere til Mexico, hvor han er træner for klubben Dorados de Sinaloa.

Ifølge Olé skulle Maradona have gennemgået en kikkertundersøgelse, men der er intet officielt meldt ud om den argentinske fodboldhelts tilstand.

Diego Maradona er ofte blevet nævnt som en af verdens bedste fodboldspillere nogensinde.

Han slog igennem i Boca Juniors i Argentina, og via FC Barcelona foldede han sig ud som verdensstjerne i italienske Napoli fra 1984 til 1991.

Han førte Argentina til VM-titlen i 1986 i Mexico.

Tilset af personale

58-årige Maradona var flere gange i vælten under VM-slutrunden i Rusland i 2018, hvor han var inviteret som gæst af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

I forbindelse med Argentinas 2-1-sejr over Nigeria blev Maradona tilset af førstehjælpspersonale, og der gik rygter om, at han efterfølgende var indlagt, hvilket han selv afviste dagen efter kampen.

Fra sin VIP-plads leverede Maradona et større show før og under kampen, hvor han blandt andet dansede med en kvindelig tilhænger af Nigeria.

I pausen forblev han på sin plads med lukkede øjne, som var han pludselig faldet i søvn, og da Marcos Rojo scorede vindermålet for Argentina, fejrede Maradona scoringen ved at give fingeren til tilskuere på tribunen under ham.

Diego Maradona har flere gange været indlagt, og han har tidligere gennemgået behandling i Cuba for narkotikamisbrug.

I 2005 blev Maradona opereret i maven for at nedsætte sin vægt, og i 2007 lod han sig indlægge for at få hjælp for sit alkoholmisbrug.

I de seneste måneder er Diego Maradona oftest set gå ved hjælp af krykker, da han har haft knæproblemer.

Han tog over som træner i den mexicanske klub i september.

Powered by Labrador CMS