Mange virksomheder mangler lærlinge
Manglen på lærlinge skyldes tilsyneladende, at de unge kun søger bestemte fag.
Derfor er blandt andre stillinger som industritekniker og værktøjsmager, der er svære at besætte, fortæller Jesper Kvistgaard, der er uddannelseschef hos Grundfos.
– De har alle sammen nogle titler som ikke lige siger noget om, hvad uddannelsen egentlig dækker over, og det gør også, at der er rigtig mange, der ikke ved, hvad søren det er for en uddannelse, siger han til DR P4 Midt & Vest.
Hos pumpekoncernen Grundfos i Bjerringbro får man fem gange flere ansøgninger til lærepladser inden for it end til industritekniker.
En undersøgelse fra Dansk Industri viser, at 273 af deres medlemsvirksomheder mangler kvalificerede og motiverede ansøgere.
– Hvis ikke vi har de faglærte, vi har brug for, så må virksomhederne sige nej til ordrer og opgaver, som kan være med til at sikre vækst i Danmark, siger erhvervsuddannelseschef Lone Bertelsen fra Dansk Industri til DR P4 Midt & Vest.
Hos Grundfos er Jesper Kvistgaard enig i, at manglen på lærlinge kan medføre alvorlige konsekvenser for virksomheder som Grundfos.
– Vi kan blive nødt til at bede nogle andre udføre det stykke arbejde, så det er meget vigtigt for os, at vi hele tiden har nok faglært arbejdskraft, siger han til DR P4 Midt & Vest.
– Det kan have nogle rigtig trælse konsekvenser, hvis ikke vi sikrer vores egen fødekæde, understreger Jesper Kvistgaard overfor DR P4 Midt & Vest.