Mange skriver testamente, før de tager på ferie
Op mod sommerferien har mange travlt med få skrevet testamente, før de rejser af sted på ferie. Folk er bange for flystyrt og terror, lyder forklaringen
Med sommerferiens komme med lange køreture og flyrejser til det store udland stiger interessen også for at få vigtige formalia på plads – herunder det, der sker, hvis man aldrig kommer hjem.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Flere virksomheder, som hjælper folk med testamenteskrivningen, oplever nemlig travlhed op mod sommerferien. En travlhed, som man også hos Tinglysningsretten, der registrerer notartestamenter og ægteskabspagter i Danmark, har bemærket.
– Vi ser typisk en stigning i antallet af såvel testamenter som ægtepagter op til feriesæsonen, skriver retspræsident hos Tinglysningsretten Søren Hansen i en mail til Kristeligt Dagblad.
Skyldes frygt
Det formelle skal der være styr på, før man forlader de trygge rammer hjemme i Danmark, og det mærker de hos virksomheden Familie-Testamente, som hjælper danskere med at lave testamenter og andre arveretlige dokumenter. Ifølge stifter og administrerende direktør Emma Novak Christensen skyldes den store interesse én ting – nemlig frygt:
– Når folk skal af sted på ferie, hvor de måske skal køre lange ture eller ud at flyve, så er de bange for, om de mon kører galt, eller om deres fly styrter ned. Derudover er truslen om et muligt terrorangreb også noget, som folk tænker over, og generelt tænker folk simpelthen bare meget over, hvad der kan være konsekvensen af at rejse på ferie. Derfor ønsker de først at få styr på det formelle, fortæller hun og fortsætter:
– I hverdagen går alle og enhver ikke ligefrem og tænker over, om der mon kan ske dem eller deres familie noget i morgen. Men når ferien og diverse rejser står for døren, vågner mange op og tænker: ’Hov, vi må hellere få styr på testamentet, hvis nu en af os går bort.’ Vi kan se, at tendensen er, at der hos os er ekstra meget at lave i maj, juni og juli.
Kilde: Kristeligt Dagblad