Mange har endnu ikke tilmeldt digital post
Ny kampagne skal gøre danskerne klar til digital post fra det offentlige.
Størstedelen af danskerne ved godt, at det bliver obligatorisk at modtage posten fra det offentlige digitalt. Faktisk ved 83 procent af danskerne, at posten kommer på en ny måde fra 1. november.
Men endnu er omkring halvdelen af danskerne ikke tilmeldt digital post, og derfor søsætter Digitaliseringsstyrelsen 18. august en kampagne, der skal informere danskerne om, hvad den digitale kommunikation betyder for dem.
Kampagnen skal også sikre, at de, som ikke kan modtage post digitalt, bliver fritaget fra 1. november.
Lidt over 250.000 borgere – 5,4 procent af befolkningen over 15 år – har indtil videre fået lov at til at slippe for at modtage digital post – midlertidigt og permanent.
– Ganske tankevækkende er det faktisk, at det er de ældre, der bedst kender til digital post og mulighederne for hjælp og fritagelse. Det sidste er særligt vigtigt, for selvfølgelig er der borgere, som for eksempel ikke har en computer, og som derfor kan blive fritaget, siger direktør i Digitaliseringsstyrelsen, Lars Frelle-Petersen.
I kommunerne er man også godt klar over, at der er brug for hjælp og vejledning til at komme godt i gang med digital post eller til at blive fritaget.
– I kommunerne har vi over længere tid arbejdet intensivt med at hjælpe borgerne til at blive mere digitale. Der er uddannet mere end 7000 digitale ambassadører, som er parate til at vejlede de borgere, der har behov for en hjælpende hånd, siger Jane Wiis, direktør i KL.
Også i regionerne er der gang i aktiviteterne og informationen. Her har man længe informeret via kampagner, skærme og opslag på hospitaler og klinikker.
– Nu begynder vi også at informere i den direkte dialog med borgerne, for eksempel via sms og e-mails, siger Adam Wolf, direktør i Danske Regioner.
Ifølge Danmarks Statistik var der sidste år 51 procent af de 75-89-årige, der aldrig havde været på nettet.
/ritzau/