Mange har denne forsikring: Men virker den?

Antallet af private sundhedsforsikringer forsætter med at stige. Men effekten er tvivlsom, siger professor.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bøvl med knæet, nakken eller måske øjnene, der skal behandles for grå stær?

Stadig flere af os får en privat sundhedsforsikring.

Nye tal fra Forsikring og Pension, som DR har fået, viser, at over to millioner danskere nu har en sundhedsforsikring. Derved forsætter tallet med at stige.

Det skriver DR Syd og DR Fyn.

Antallet af personer med en sundhedsforsikring er steget fra 1.861.000 personer i 2016 til 2.016.000 personer i 2018. Det er en stigning på 154.000 mennesker.

Ifølge Jacob Kjellberg, der er professor i velfærdsøkonomi på Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, hænger den forsatte udvikling sammen med, at det i dag er en del af folks lønpakke i den private del af erhvervslivet.

Og så længe beskæftigelsen stiger, vil antallet af sygeforsikringer gøre det samme, vurderer han.

I galleriet ovenfor kan du læse mere om, hvilke forsikringer du skal have styr på.

Tvivlsom virkning

Men selvom forsikringens navn klinger i retning af mere sundhed, så kan man ikke konkludere det, lyder det.

– Det er ikke noget, vi har et stærkt evidensgrundlag for, siger Jacob Kjellberg til DR Syd og DR Fyn.

– Der har tidligere været forsøgt evalueringer af, hvad de private sundhedsforsikringer gør i en række forskellige sammenhænge, og det har været svært at finde noget stærkt videnskabeligt belæg for, at den type forsikringer skulle medføre en række aflastninger af det offentlige system, eller at man kommer meget hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet.

– Man kan ikke udelukke det, men det er altså ikke noget, vi rent videnskabeligt kan sige, at det holder, pointerer han.

Ikke i tvivl om effekt

Det er ellers udsigten til at undgå længere perioder væk fra arbejdsmarkedet, som forsikringsgiverne peger på som en af de store fordele.

Forsikringerne giver typisk adgang til fysioterapeut, psykolog, speciallæger og kiropraktorer. Hos Pension Danmark har næsten alle af de 400.000 medlemmer en sundhedsforsikring, og administrerende direktør Torben Möger Petersen er ikke i tvivl om effekten.

– Det er en kollektiv og solidarisk forsikring, der gør, at når man har brug for behandling, så er det gratis, og vi sørger for, at man hurtigt kan få det.

– Det er også det, vores medlemmer siger; de værdsætter virkelig den del af pakken og presser snarere på for at få udvidet dækningerne end det modsatte. Så forståelsen for sundhedsordningen er meget høj, fortæller han til DR Syd og DR Fyn.

Artiklen fortsætter under videoen

Torben Möger Petersen tror, at medlemmerne får stor værdi af ordningen.

– I løbet af et år er det 10-12 procent (af medlemmerne, red.), der bruger vores tværfaglige behandling. Og dét, at vi giver vores medlemmer adgang til tidlig behandling, er med til at gøre det nemt at opsøge behandling, så de små skader ikke bliver til store skader, siger Torben Möger Petersen.

Powered by Labrador CMS