Mange danskere vil snart få ny nabo

Tesfaye og kommunerne har fredag aftalt nogle rammer for, hvordan der skal tages imod ukrainere

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har fredag lavet, hvad han kalder 'den første af flere' aftaler med kommunerne, om hvordan Danmark skal håndtere ukrainere, der kommer til landet. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringen har fredag lavet en indledende aftale med Kommunernes Landsforening (KL) om rammerne for, hvordan kommunerne skal modtage de ukrainere, der ankommer til Danmark.

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet.

I aftalen står blandt andet, at kommunerne "i videst muligt omfang vil tilstræbe" at overtage ukrainere senest fire dage efter, at de har fået ophold.

En del af aftalen omhandler, at regeringen vil søge opbakning i Folketinget til at lempe eller dispensere fra byggelovgivning, så der kan skaffes boliger nok.

Ifølge aftalen vil regeringen også søge at give kommunerne "fleksibilitet" i forhold til nogle af de krav, der er til kommunerne integrationsindsats.

I den særlov, der er på vej, og som skal give ukrainere et opholdsgrundlag, vil det fremgå, at kommunerne får mulighed for at udsætte eller stille krav og regler i bero.

Første af flere aftaler

- Mit bedste gæt er, at det her er den første af flere aftaler, vi laver med kommunerne, siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til TV 2.

Aftalen har et afsnit om, at regeringen anerkender, at de flygtende ukrainere vil betyde flere udgifter for kommunerne.

Der er dog ikke aftalt nogen form for ekstra midler til kommunerne endnu. Det må vente, til regeringen og kommunerne skal forhandle om kommunernes økonomi i 2023.

Den nye aftale mellem regeringen og KL betyder ifølge TV2 også, at når særloven efter alt at dømme bliver vedtaget på onsdag, så vil de første ukrainere begynde at få opholdstilladelse. 

Og indenfor ganske få dage vil de få anvist en kommune, de skal bo i fremover.

- Mange af os vil opleve, at når vi afleverer vores datter nede i vuggestuen, så vil der stå et ukrainsk navn i garderoben. Og det er altså fordi, vi har fået nye medborgere i Danmark, siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).

Ny kollega eller nabo

Senest fire dage efter, at ukrainske flygtninge har fået opholdstilladelse i Danmark, skal de ifølge aftalen være blevet visiteret til den kommune, hvor de skal bo.

- Det kommer til at gå meget stærkt. Mange danskere vil allerede om et par uger have fået en ny kollega, en ny nabo eller en ny skolekammerat, siger ministeren.

Der står også, at aftalen skal genbesøges efter tre måneder, eller hvis der inden da er fordelt 10.000 ukrainere på kommunerne.

De danske myndigheder har hidtil arbejdet med at skulle skaffe plads til 20.000 ukrainere, der kommer til Danmark.

På en pressebriefing fredag oplyste Udlændingestyrelsen dog, at det sagtens kan blive flere.

- Jeg tror, at vi alle sammen kan se, at med de tal, der er lige nu, og sådan som krigen udvikler sig, vil det være uklogt kun at planlægge med de 20.000, sagde direktør i Udlændingestyrelsen Niels Henrik Larsen.

Powered by Labrador CMS