Mand tæsket med lysestage er død – samlever sigtet

Den mand, der blev tæsket af sin samlever med en lysestage på Bornholm, er nu afgået ved døden. Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Sigtelsen mod en 44-årig kvinde bliver ændret fra grov vold til vold med døden til følge.

En 44-årig mand fra Bornholm, der i sidste uge fik en lysestage i hovedet under et skænderi med sin samlever, er tirsdag aften død på Rigshospitalet i København.

Det oplyser vicepolitiinspektør Peter Jørgensen fra Bornholms Politi til netmediet Bornholm.nu.

Mandens kæreste blev lørdag varetægtsfængslet i fire uger for grov vold, men den sigtelse bliver nu udvidet til vold med døden til følge.

Den voldelige episode udspillede sig torsdag, da kvinden gik amok og kastede en marmorlysestage mod den 44-årige. Den ramte ham i hovedet og skabte en blødning.

Under kvindens arrigskab forsøgte hun også at stikke manden med en strikkepind i maven, men pinden bøjede og nåede ikke gennem mandens tøj.

Skænderiet mellem de to faldt til ro, men fredag klagede manden over tiltagende smerter, og lørdag morgen fandt kvinden ham livløs i sengen. Politiet blev tilkaldt, og de kunne hurtigt konstatere, at han havde hjertestop.

Herefter blev manden med ambulance fragtet til Bornholms Sygehus og siden overflyttet til Rigshospitalet i København.

Lørdag oplyste Peter Jørgensen til Ritzau, at det ikke endeligt var slået fast, at slaget fra lysestagen kunne kobles til mandens hjertestop.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS