Mand tæsket ihjel: Politiet anholder mistænkt

Den misænkte blev anholdt tirsdag aften.

Manden var beboer på Herberget Sundholm. Den mistænktes forbindelse til herberget er ukendt. Foto: Steven Knap/Droto.dk
Offentliggjort Sidst opdateret

Opdatering: Den sigtede er onsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i 13 dage.

Københavns Politi har tirsdag aften anholdt og sigtet en mand for vold med døden til følge, efter at en beboer på herbergscentret Sundholm blev fundet død.

En drabssag, Newsbreak.dk omtalte tirsdag.

Afdøde blev fundet mandag morgen med svære skader. Undersøgelser viste, at han var blevet slået og sparket og i sidste ende tæsket til døde.

Tirsdag aften kunne politiet så anholde en mistænkt i den indre del af København.

– Han er 46 år gammel, fortæller politikommisær og efterforskningsleder i sagen, Robert Jensen, til Newsbreak.dk.

Det er også noget nær det eneste, politiet melder ud om sagen i dette øjeblik. Den sigtede er endnu ikke blevet stillet for en dommer, og det er derfor begrænset, hvad Robert Jensen kan – og vil – udtale sig om.

Han vil eksempelvis ikke sige, om den mistænkte og den afdøde kendte hinanden.

Den døde mand er identificeret, oplyser politiet, men da man ikke har haft held til at træffe hans pårørende, er det også begrænset, hvad man kan fortælle om ham.

Manden blev tæsket ihjel på Herberget Sundholm på Amager. Foto: Google Maps.
Manden blev tæsket ihjel på Herberget Sundholm på Amager. Foto: Google Maps.

Ifølge Newsbreak.dks oplysninger, var manden midaldrende og beboer på herbergscenteret Sundholm.

Powered by Labrador CMS