Mand stak og kvalte sin gravide kæreste

En gravid kvinde blev slået ihjel af sin kæreste. Nu vil han have lavere straf. Modelfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

I dag starter ankesagen for en mand, der som 25-årig gav sin gravide diabetiske kæreste en overdosis insulin, stak hende med en kødkniv og sluttelig kvalte hende.

I juni måned blev en nu 26-årig mand fra Svendborg dømt til forvaring, efter han blev fundet skyldig i drabet på sin 33-årige og gravide kæreste.

Forvaring er – sammen med fængsel på livstid – den strengeste straf, det danske retssystem uddeler og vidner om en særdeles grov kriminalitet.

Tilbage i 2014 gav den dømte sin kæreste flere gange overdosis af hendes insulin – hun var diabetiker.

Efterfølgende stak han hende med en såkaldt steakkniv, der bruges til tykke bøffer, og for at fuldende drabet pressede han en pude mod hendes ansigt, til hun blev kvalt.

Så porno, tog et bad og ventede

Efter drabet på sin kæreste, der var gravid i 12. uge, overvejede den 26-årige, om han skulle slå kvindens to børn, der også befandt sig i lejligheden i Svendborg, ihjel. Det kunne han dog ikke, så de to – på fem og syv år – klarede frisag.

Under afhøringerne fortalte manden, at han efter drabet havde set porno, taget et bad og pakket en kuffert. Derefter gik han ud på gaden og ventede på, at politiet skulle komme.

Den dømte fik i fængslet stillet diagnosen borderline af en psykiater og er siden blevet diagnosticeret med posttraumatisk stresssyndrom.

Efter dommen ankede manden dommen – ikke fordi han vil frifindes, men han vil have en mildere straf.

Ankesagen starter i dag.

Powered by Labrador CMS