Annonce
Mand smuglede 18 irakere til Danmark i autocamper
En 49-årig tysker må ikke vise sig i Danmark de næste seks år. Det slog retten i Sønderborg i dag fast, da den dømte ham for menneskesmugling af ikke mindre end 18 irakere.
Den 25. august forsøgte tyskeren at føre 18 irakiske statsborgere ind i Danmark. Han havde, må man gå ud fra, propfyldt en autocamper med irakerne.
Autocamperen havde han lejet, men han blev stoppet ved en fælles kontrol kort efter grænsen mellem Danmark og Tyskland. Kontrollen var udført af Syd- og Sønderjyllands Politi og SKAT. Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.
Annonce
Torsdag eftermiddag fandt en enig domsmandsret så manden skyldig. Ved strafudmålingen lagde retten vægt på omfanget. Det vil sige antallet af flygtninge.
Tyskerens dom endte på 10 måneders fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år.
Den tiltalte nægter sig skyldig, og han ankede dommen til landsretten.