Mand skudt og dræbt af politiet i Stockholm

En person er torsdag morgen afgået ved døden på hospital i Stockholm, efter at politiet åbnede ild.

Hændelsen er blot én af flere på det seneste, hvor svensk politi har åbnet ild mod mennesker.
Offentliggjort Sidst opdateret

En mand, som tidligt torsdag morgen i Stockholm blev ramt af skud fra en politibetjent, er død.

Det oplyser politiet i den svenske hovedstad ifølge nyhedsbureauet TT.

Det var i forbindelse med en kontrol af en person i Vasastan i den centrale del af Stockholm, at der opstod en så truende situation, at politiet åbnede ild. Såkaldte varselsskud, skriver avisen Expressen.

Personen blev såret og blev bragt til et hospital, hvor han klokken 5.45 blev erklæret for død.

Politiet arbejder ved 6.30-tiden fortsat på stedet, hvor skyderiet udspillede sig. Området er afspærret.

Ifølge Expressen skal der nu foretages en intern undersøgelse af skudepisoden.

Flere dræbt

I juli mistede to personer livet efter at være blevet ramt af skud affyret af svenske betjente.

Den 20. juli blev en mand i 30-årsalderen dræbt af politiet i Norrköping, efter at han angreb en betjent. Dagen efter blev en mand dræbt af skud i Linköping, i forbindelse med at politiet forsøgte at stoppe flere mistænkte røvere.

Politiet i Stockholm har indtil videre ikke yderligere oplysninger om hændelsen torsdag morgen.

Powered by Labrador CMS