Mand skudt i brystet på åben gade
Natten til søndag blev en 31-årig mand i Fredensborg ramt af et enkelt skud i brystet. Han er ikke i livsfare.
En 31-årig mand blev natten til søndag ramt af et skud i brystet.
Episoden fandt sted i Jernbanegade i Fredensborg omkring klokken 01. Efterfølgende var skudofferet gået ind på en nærliggende restaurant og havde fortalt, at han var blevet ramt af skud i brystet.
Det oplyser Dan Houtved, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi.
– Personalet i restauranten er så behjælpelige med at ringe 1-1-2, så der kommer lægehjælp og politi frem. Han bliver bragt til Rigshospitalets traumecenter, hvor han får opereret et småt-kalibreret projektil ud.
– Han har ikke været i livsfare på noget tidspunkt, siger Dan Houtved.
Vagtchefen vurderer, at der kan være tale om skud fra en salonriffel eller et hagl fra et kraftigt luftvåben, hvilket ifølge vagtchefen er i “den lette ende”, når det kommer til skydevåben.
Det var mørkt
Politiet har ikke haft mulighed for at tale med den 31-årige, efter at han blev indlagt. Det er derfor sparsomt med oplysninger om selve episoden.
– Det har været mørkt, og umiddelbart har han (den 31-årige, red.) ikke tilkendegivet noget om afstand eller noget andet overhovedet, siger Dan Houtved.
Politiet arbejder ikke ud fra et bestemt motiv, og ingen er endnu anholdt i sagen.
– Vi er i gang med efterforskning for at finde ud af, hvad der kan være af årsag til episoden. Det er en bred efterforskning, siger han.
Vagtchefen ønsker ikke at oplyse, om den 31-årige er kendt af politiet i forvejen.