Mand sigtet: Smadrede løs med teleskoplæsser
En 30-årig mand blev anholdt søndag, efter han havde stjålet en teleskoplæsser og ødelagt en pumpestation.
Mandag eftermiddag fremstilles en 30-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han sigtes for indbrud, brugstyveri og groft hærværk.
Han ødelagde blandt andet en pumpestation med en stjålet teleskoplæsser, fremgår det af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.
Artiklen fortsætter efter videoen
Hapsede teleskoplæsser
Den 30-årig har sammen med en endnu ukendt gerningsmand brudt ind på en landejendom på Sivestedvej i Kolind søndag aften.
Her har makkerparret stjålet en teleskoplæsser.
Omkring klokken 21.06 har de kørt teleskoplæsseren ind i en pumpestation på Stationsvej i Nimtofte, hvilket resulterede i, at stationen blev smadret betydeligt.
Smadrede endnu mere
Efterfølgende har de to gerningsmænd kørt teleskoplæsseren ind i en privat indkørsel, hvor en kæde blev ødelagt.
Hvorefter de er fortsat gennem et hegn og ind på en mark. Her har gerningsmændene efterladt teleskoplæsseren.
Selv om de begge stak af, blev den ene af de to gerningsmænd genkendt og efterfølgende anholdt.
Da der fortsat er en gerningsmand på fri fod, vil anklagemyndigheden anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret.