Mand sigtet: 28 ulovlige optagelser i skoleomklædningsrum
En 36-årig mand sigtes for 28 ulovlige optagelser af piger på Karensmindeskolen, samt blufærdighedskrænkelse og børnepornografi, oplyser Nordjyllands Politi.
I fire måneder har Nordjyllands Politi efterforsket sagen, hvor en 36-årig mand ulovligt har filmet piger fra Karensmindeskole i Støvring. Nu sigtes han for 28 ulovlige optagelser, 27 forhold af blufærdighedskrænkelse og to tilfælde af børnepornografi. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Manden var tidligere ansat på skolen, og nogle af sigtedes optagelser er fra skolen omklædningsrum.
Ulovlige optagelser
Den 4. februar modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at der var fundet en rygsæk i en af skolens omklædningsrum som indeholdt overvågningsudstyr. Et par uger efter blev en tidligere ansat på Karensmindeskolen, en 36-årig mand, anholdt.
Efter fire måneders efterforskning står det nu klart, at han var i besiddelse af store mængder ulovlige optagelser. Optagelser der var lavet uden de forurettedes viden og samtykke. Nordjyllands Politi har identificeret 82 piger, der alle har været elever på Karensmindeskolen i Støvring.
Fra 2013 og 2014
Nordjyllands Politi har efter deres efterforskning sigtet den 36-årige mand for 28 ulovlige optagelser. Optagelserne fra omklædningsrummet strækker sig fra 2013 og frem til hans anholdelse i 2019.
– Det har vi kunnet dokumentere via fund af it-effekter på den 36-åriges bopæl, siger den ansvarlige for efterforskningen, vicepolitiinspektør Frank Olsen,
Vicepolitiinspektøren understreger, at der i forbindelse med fundene af de mange ulovlige optagelser, ikke er fundet tegn på, at optagelserne skulle være delt.
Børnepornografi
Foruden de 28 tilfælde af ulovlige optagelser, sigtes den 36-årige også for 27 tilfælde af blufærdighedskrænkelse. Han sigtes desuden for to tilfælde af børnepornografi.
Det ene forhold er børnepornografisk materiale, som han har downloadet fra internettet, mens det andet forhold er i relation til blufærdighedskrænkelserne, da alle forurettede er under 18 år.