Mand sagsøger kvinde for at sende sms’er under date

Hun tog med i biografen og ender måske i retten.

“Jeg tog bare på en date.”Arkivfoto: SCANPIX
Arkivfoto: SCANPIX

Offentliggjort Sidst opdateret

En mand fra Texas er så skuffet over sin dates opførsel, at han har valgt at trække hende med i retten. Det skriver Austin American-Statesman.

37-årige Brandon Vezmar fra Texas sagsøger en kvinde for at have skrevet SMS’er, mens de var på en første date i biografen. Parret var inde og se Guardians of the Galaxy vol 2.0 og manden sagsøger sin date for 116,19 kroner. Det er prisen på en billet til filmen.

En trussel imod det civiliserede samfund

Vezmar beskriver aftenen som “en første date fra helvede” og fortæller, at hans date begyndte at SMS’e 15 minutter inde i filmen. Kvinden brugte ifølge søgsmålet sin mobil mellem 10 og 20 gange, inden han bad hende om at stoppe.

Kvinden nægtede, så han foreslog hende at gå udenfor for at skrive færdig. Kvinden forlod derimod helt biografen og efterlod Vezmar uden et lift hjem.

Ifølge Vezmar har kvinden nægtet at betale for sin egen billet, efter han bad hende om det. I søgsmålet er hendes opførsel beskrevet som “en trussel imod det civiliserede samfund”.

“Det er sindsygt”

Da avisen kontakter kvinden, aner hun ikke, at der er et søgsmål imod hende.

– Oh my God. Det er sindsygt, udbryder hun.

Ifølge Vezmar mødtes parret online og tog på deres første date den 6. maj. Vezmar kalder daten et helvede, fordi han hader når folk SMS’er. Kvinden siger derimod, at hun kun skrev to eller tre gange i biografen.

– Min mobil var ved at løbe tør for strøm og jeg generede ikke nogen. Jeg sendte ikke beskeder konstant, siger kvinden.

Han inviterede mig ud

Hun fortæller, at hun skrev med en veninde, der var oppe og skændes med sin kæreste. Hun indrømmer, at Vezmar ringede til hende nogle dage senere for at få penge for billetten, men hun ville ikke betale, fordi han havde inviteret hende ud.

Kvinden havde også planer om få et polititilhold imod Vezmar, så han ikke kunne kontakte hendes lillesøster for at få pengene for billetten.

Ifølge søgsmålet var skriveriet en “direkte overtrædelse” af biografens regler. Det påstår også, at kvinden negativt påvirkede Vezmar og de andre besøgendes oplevelse med filmen.

– Jeg er ikke ond. Jeg tog bare på en date, fortæller kvinden.

Powered by Labrador CMS