Mand prøver at lokke 10-årig med sig – med slik
Politiet i Midt- og Vestjylland leder lige nu efter en mand, der har forsøgt at lokke en dreng med sig.
De fleste voksne kan nok huske, at forældre og andre velmenende voksne har fortalt os – da vi var børn, hvordan man ikke måtte tage mod slik fra fremmede.
Netop det trick forsøgte en mand mandag at bruge på en 10-årig dreng fra Tarm.
Det skriver jv.dk.
På vej fra skole – omkring klokken 15 – blev drengen mødt af en dansktalende mand på Skovvej.
– Den 10-årige dreng bliver antastet på vej hjem fra skole af en dansk mand. Han lover slik og tilbyder at spille Playstation med drengen, hvis han vil gå med hjem, siger Viggo Nørgaard fra lokalpolitiet i Ringkøbing.
Drengen var dog snarrådig nok til at slippe fra manden. Ifølge jv.dk tog drengen hjem og fortalte om episoden, og den blev anmeldt til Midt- og Vestjyllands Politi.
Her undersøger man sagen.
– Indtil videre har vi ikke rigtig noget på ham. Vi skal undersøge sagen, og lige nu er der ikke klarhed over det videre forløb, siger Viggo Nørgaard.
Har du oplysninger i sagen – kontakt Midt- og Vestjyllands Politi på telefonnummer 96 14 14 48.